Salgsvideo endte med sigtelse: Skød hvide kugler ud af vindue

En mand ville sælge sin hardball pistol, derfor optog han en video for at vise, hvordan den fungerer. Men så bankede politiet på døren.

(Genrebillede).
(Genrebillede).
Foto: Алексей Трефилов via Wikimedia Commons

Sommervejret har budt på både regn og hagl, men det er nok de færreste, der er blevet ramt af hvide plastikkugler fra oven.

Det blev en 20-årig mand fra Skive onsdag aften ved 23-tiden, fortæller politiassistent ved lokalpolitiet i Skive Niels Bach.

Ifølge politiassistenten gik den 20-årige forbi politigården, hvorefter det regnede med hvide plastikkugler på ham.

- Han syntes, det var underligt, og da han så ned på græsset, kunne han se plastikkuglerne. Han var jo lige ved politistationen, så han svingede forbi os, og vi konstaterede, at det var rigtigt nok, fortæller han.

Niels Bach fortæller, at betjente så, at et vindue stod helt åbent på politistationens nabomatrikel, så politiet gik over for at banke på døren.

Salgsvideo gik galt

En yngre mand åbnede døren, og han fortalte, at han kendte til de hvide kugler, oplyser politiassistenten.

- Den yngre mand fortalte, at han var interesseret i at sælge sin hardball pistol, og derfor havde han lavet en video, hvor han viste, hvordan pistolen fungerede, så han havde affyret en håndfuld kugler, siger Niels Bach.

Ifølge politikommissæren blev den yngre mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik beslaglagt sin pistol.

Han tilføjer også, at den 20-årige mand, der blev ramt af kuglerne, slap uden skader.