Kort nyt

30. jul 2024 kl. 19:46

Efterlyst kvinde fundet død i havnebassin

Den 60-årige kvinde, som blev meldt savnet søndag, er nu fundet død. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. 

Siden søndag har politiet ledt efter kvinden og har søgt bredt. Kort efter klokken 18 tirsdag aften blev kvinden fundet død i havnebassinet i Struer, men politiet mener ikke, at kvinden har været offer for en kriminel handling. 

- Der er intet mistænkeligt omkring dødsfaldet, men der skal foretages et ligsyn for at fastlægge dødsårsagen, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær. 

Kvinden blev sidst set lørdag, og politiet formodede, at hun var kørt afsted på en rød el-scooter fra sit hjem i Struer, da el-scooteren ikke var ved kvindens bopæl. Den el-scooter blev også fundet i havnebassinet. 

De pårørende til kvinden er underrettet. 

Kl. 19.49

Tidligere FCM-spillere får ros af fodboldekspert efter landskamp

Det danske landshold leverede søndag aften en 2-0 sejr mod Serbien i Nations League og blev efterfølgende hyldet af hele Parken. 

De to tidligere FCM-spillere Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen får også pæne ord med på vejen af fodboldekspert Morten Brun. Han har rangeret de danske spillere på en skala fra 1-10 efter deres spil til søndags kamp.

Om Gustav Isaksens spil skriver Morten Brun på TV 2:

- Dejligt indhop. Folk ved sikkert godt, at jeg som udgangspunkt er begejstret for fodboldspilleren Gustav Isaksen. Det handler meget om den type, Isaksen er. Dynamisk, gennembrudsstærk og opportunistisk. Det var de dyder, han demonstrerede, da han kom ind.

Han gav Isaksen karakteren 7, som betyder "stærkt" spillet. 

Til Rasmus Nissen Kristensen skriver Morten Brun på TV 2:

- Han buldrer altid afsted med en smittende ildhu. Var god til at udnytte de muligheder, det gav, at Danmark dominerede kampen så kraftigt. Er bedre offensivt end defensivt. Men det vidste vi jo godt i forvejen.

Han gav ham karakteren 6, som betyder "solidt" spillet. 


Kl. 19.03

Scleroseforeningen sætter indsamlingsrekord

Scleroseforeningen sætter rekord ved sin landsindsamling søndag med 6,5 millioner kroner.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Det er andet år i træk, at Scleroseforeningen sætter indsamlingsrekord. Sidste år blev der indsamlet 6,1 millioner kroner.

De mange millioner skal gå til forskning i sygdommen.

Hanne Munk var én af dem, der i dag samlede ind til det gode formål. Læs hendes historie i artiklen nedenfor. 

Kl. 18.05

Strømafbrydelse ramte landsdelen

Strømafbrydelse i Struer december 2023
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Store dele af Midt- og Vestjylland blev søndag aften ramt af strømafbrydelse. Det var blandt andet flere steder i byerne Holstebro, Struer og Lemvig.  

I lokalegrupper på Facebook skriver brugere at både Bremdal, Tvis, Nørre Felding, Vemb og Sørvad var ramt. 

I Lemvig, Struer og Holstebro kom strømmen dog tilbage efter ti til 15 minutters tid. 

Struer Energi fortalte til TV MIDTVEST, at der blev arbejdet på højtryk for at finde frem til problemet, mens årsagen til det fortsat var ukendt.

- Det er det overliggende net, det er galt med, og forsyningsselskaber arbejder lige nu på højtryk for at få det fikset. Vi kender ikke årsagen, men det er ikke Putin, fortæller el-vagten hos Struer Energi.

Der kom flere og flere i kø, mens vi talte med el-vagten, men ifølge ham er det bedste, man kan gøre, at lade være med at ringe, så de i stedet kan arbejde på at løse problemet.

Kl. 17.37

Ændrede sendetider for TV MIDTVEST

På grund af landsholdskampen på TV 2 er TV MIDTVESTs nyhedsudsendelse klokken 19.30 i dag rykket til klokken 20.55. 

Som altid kan du også se og læse regionale nyheder på vores hjemmeside og på TV MIDTVEST Play.

Kl. 14.40

Haleløs kat søger nyt hjem

En killing var i så sølle en tilstand, da den for nylig blev indleveret til Viborg Internat, at det var nødvendigt at fjerne dens hale ved en kompliceret operation.

Operationen gik godt, og internatet søger nu et nyt hjem til den lille kat, der har fået navnet Henriette Haleløs. Internatet benytter samtidig lejligheden til at opfordre katteejere til at få deres katte steriliseret eller kastreret.

Kl. 13.39

Ild i mejetærsker

I Skals ved Viborg gik der ild i en mejetærsker i forbindelse med høst af hestebønner. Midtjysk Brand & Redning brugte en times tid på at slukke branden i mejetærskeren, der var overtændt. 

Chaufføren kom ikke til skade og havde ikke været udsat for røg. Mejetærskeren var til gengæld udbrændt. Det oplyser indsatsleder Jonas Vestergaard ved Midtjysk Brand & Redning. 

Kl. 13.13

I dag går tusinde på gaden for sclerose

Danmark har nået en kedelig rekord. 

Vi er strøget til tops på listen som det land med flest tilfælde af sygdommen sclerose per indbygger. Det viser en opgørelse fra det internationale scleroseforbund MSIF’s.

Derfor går tusindvis af mennesker i dag på gaden for at samle penge ind til sygdommen. 

Men for Aninne Højmose der er formand for scleroseforeningen i Ringkøbing-Skjern handler det ikke om mængden af penge, der bliver samlet ind. 

- Det handler lige så meget om, at skabe opmærksomhed omkring sygdommen, lyder det fra Aninne Højmose der også selv lider af sclerose. 

Sclerose er en uhelbredelig sygdom, der lammer det centrale nervesystem i kroppen. Omkring 19.000 danskere lever med sclerose. 

Kl. 10.53

Sigtet for at tænde bål i haven midt om natten

Meldingen lød på en villabrand, da der natten til søndag klokken 03.34 blev slået alarm til Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive.

Det viste sig dog, at flammerne kom fra et større bål i en villahave i den sydlige del af byen. 

Flammerne var så høje, at de kunne ses fra en af de nærliggende større veje, og forbipasserende sørgede for at slå alarm via 112.

På adressen traf brandvæsnet og politiet en 52-årig mand, der tilsyneladende havde sat ild til en større bunke affald i sin have.

Hvorfor han gjorde det midt om natten, ønskede han ikke at fortælle politiet, men han er nu sigtet for at overtræde beredskabsloven, oplyser politiets vagtchef Allan Riis.

Kl. 09.37

Brandfolk mindes afdød kollega

Flere midt- og vestjyske brandstationer mindes den 64-årige brandmand, der lørdag afgik ved døden, da han blev klemt under en brandbil på Højer Dige i Sønderjylland. 

- Vores varmeste tanker går til familien og hans brandmandskollegaer, skriver Nordjyllands Beredskab, der blandt andet dækker Thisted, Morsø og Vesthimmerlands kommuner, på Facebook.

Det fremgår af opslaget, at de nordjyske brandstationer flager på halv for at vise deres respekt. Det gælder også flere Falck-stationer i det midt- og vestjyske.

Flere andre stationer har også valgt at udtrykke deres kondolence på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 08.32

35-årig i kritisk tilstand - ramte modkørende i en kurve

Det var en 35-årig mand fra Viborgs nordlige opland, der lørdag aften blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke på Sparkærvej nordvest for Viborg.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den 35-årige ved 20-tiden kørte på Sparkærvej mod nord i en personbil, da han i en kurve kom over i den modsatte vognbane og frontalt stødte ind i en modkørende bil.

Den 35-årige var i ifølge de første oplysninger fra stedet i kritisk tilstand og blev i en lægehelikopter fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Siden da har politiet ikke hørt nyt om hans tilstand. 

Den modkørende bil blev kørt af en 38-årig mand, og der var fire passagerer med i bilen. De slap med overfladiske skrammer, oplyser politiet.

Sparkærvej var spærret, mens politiet og redningsmandskabet arbejdede på stedet. Den blev genåbnet ved midnatstid.

Kl. 07.18

Udvider varsel om skybrud

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn og lokale skybrud mandag i det meste af landet.

Det fremgår af en opdatering på DMI's hjemmeside søndag morgen.

Lørdag aften varslede DMI, at der mandag ville falde store mængder regn på Sjælland, men nu gælder varslet også for Fyn og det meste af Jylland.

Regnvejret ser desuden ud til at komme tidligere.

Varslet gælder fra natten til mandag klokken 02 til mandag aften klokken 21, mens det tidligere lød fra DMI, at den kraftige regn først ville gøre sit indtog fra morgenstunden.

DMI venter, at der i varslingsperioden vil falde mellem 30 og 50 millimeter regn.

Der kan lokalt være tale om skybrud. Det kalder man det, når der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Kl. 06.34

Olsson har stadig ambitioner

FC Midtjyllands svenske midtbanespiller retter i en artikel på FCMs hjemmeside en stor tak til de mange, der har støttet ham undervejs i hans sygdomsforløb.

Stadig understreger han, at han stadig har sportslige ambitioner og drømmer om at vende tilbage til fodboldbanen - selv om han ved, at det kommer til at tage lang tid.

Kl. 05.38

Konkurrence for radionørder

Radionørder fra hele Europa bruger denne weekend på at konkurrere i amatørradio til "Amateur Radio Field Day". 

Én af de klubber, der er med i konkurrencen, er OZ3EDR, der er Experimenterende Danske Radioamatører lokalafdeling i Stuer.

7. sep 2024 kl. 21:06

Friluftsbad forlænger åbning for første gang i 69 år

De skriver historie hos friluftsbadet i Hammerum. Fordi for første gang siden badets åbning i 1955, er det åbent i september.


7. sep 2024 kl. 19:00

Høstmedarbejdere reddede stuehus fra at brænde ned

To høstmedarbejdere standsede en gårdbrand på Mors i tide, inden den for alvor tog til. Brandvæsnet gav dem et skulderklap - selv er de mere ydmyg om bedriften.

7. sep 2024 kl. 17:01

Gymnasium mister otte millioner i nyt udspil

Regeringen vil tage fra de store og give til de små. I et nyt udspil vil den ændre det såkaldte taxametersystem for at løfte ungdomsuddannelser i yderområder og landdistrikter.

Allerhårdest i hele landet vil de nye ændringer ramme Silkeborg Gymnasium.

7. sep 2024 kl. 15:23

Alternativ velkomst til ølfestival

Skilt ved ølfestival
Foto: Kjeld Vang Lauritsen

1400 thyboer og andet godtfolk er lørdag samlet til ølfestival hos Thisted Bryghus, og på vej ind til festivallen er de mange gæster blevet mødt af et specielt skilt med en person, hvis balanceevne ser ud til at være en smule udfordret.

- Det er faktisk ikke noget, vi selv har lavet. Det er kommunen, der har sat dem op som en lille gimmick. Vi har et glimrende samarbejde med kommunen, og jeg synes, at det er fantastisk, at de byder ind på den måde, siger festivalchef Kjeld Vang Lauritsen.

Det er foreningen Danske Ølentusiaster, der arrangører festivallen, og det er 11. gang, det sker hos bryghuset i Thisted.

Der blev udbudt 1400 billetter til arrangementet. De blev revet væk på 12 minutter.

7. sep 2024 kl. 13:37

Få en souvenir med hjem: Markant vartegn forsvinder

Globus Biler
Foto: Globus Biler

I næste weekend mister Silkeborg et markant vartegn.

Det drejer sig om den store globus foran Globus Biler på Navervej.

Den 40 tons tunge globus forfalder, og det er ikke lykkedes indehaveren af Globus Biler, Henrik Thomsen, at finde en køber til vartegnet, der oprindeligt fungerede som gasbeholder for det gamle gasværk. 

Derfor er det nu besluttet, at det skal rives ned.

- På den ene side er det da trist. På den anden side har jeg det godt med det, og det har de tidligere indehavere af Globus Biler også. For et stykke af globussen bliver bevaret på Silkeborg Museum som et minde for eftertiden, lyder det fra Henrik Thomsen i en pressemeddelelse.

Det bliver Bradal Produkthandel, der skal skære globussen op. Henrik Knudsen har bedt firmaet om at skære små bidder på 10 gange 10 centimeter ud af metallet, så interesserede kan få en souvenir med hjem.

Arbejdet begynder om formiddagen lørdag 14. september.

7. sep 2024 kl. 13:09

Gruppeformand afløser Søe

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, overtager Jeppe Søes plads i Folketingets Præsidium.

Det skriver Ekstra Bladet lørdag.

Ændringen fremgår af Folketingets hjemmeside.

Jeppe Søe, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, meldte torsdag ud, at han ville forlade Moderaterne. Det skete, efter at B.T. i sidste uge skrev, at flere medarbejdere i Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over mobning og sexisme i partiet.

7. sep 2024 kl. 12:36

Hørte ikke røgalarmen - men det gjorde overboen

Nordvestjyllands Brandvæsen i Holstebro fik natten til lørdag endnu et bevis på, at en røgalarm er en god idé.

Det skete, der da klokken 02.38 blev meldt om brand i en lejlighed på Døesvej. Branden opstod i køkkenet omkring komfuret og aktiverede røgalarmen. 

Den mandlige beboer hørte ikke selv alarmen, men det gjorde overboen, som sørgede for at få ham vækket og for at slå alarm. 

- Beboeren fik selv slukket branden og blev bagefter tilset i en ambulance, fortæller indsatsleder Birgitte Buskov. 

Brandvæsnet sørgede for at få luftet ud i lejligheden og opgangen - og sikrede sig, at branden ikke havde spredt sig gennem emhætten til andre lejligheder.

- Det her viser vigtigheden af en røgalarm. Hvis man ikke selv bliver vækket, kan det være, at andre hører den, siger indsatslederen. 

Billedet på forsiden er taget af: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix