I lang tid undgik Kristoffer Olsson spejlet: Nu kan han endelig genkende sig selv

For første gang i mere end seks måneder er Kristoffer Olsson tilbage i sit eget hjem.

Smilet har igen fundet vej til hans læber. Øjnene er nærværende, og hænderne bliver brugt til at gestikulere. Roligt, men tålmodigt fortæller han om sit livs kamp. Ikke om point og pokaler, men om livet.

- Det har været den vigtigste kamp, jeg har spillet i hele mit liv, fortæller Kristoffer Olsson i dokumentaren 'Kristoffer Olsson - Min vigtigste kamp', som du kan se på TV 2 Play og TV MIDTVEST Play.

- Tidligere var det fodboldkampe, jeg vandt. Her har jeg delvist kæmpet for livet. Det har været en hård kamp mentalt og fysisk, og den kommer til at følge mig hele livet. Men jeg vandt den, og det er en dejlig følelse.

20. februar blev han ramt af flere små blodpropper i hjernen som følge af en betændelsestilstand i hjernens kar. Han mistede bevidstheden og evnen til at tale og gå.

26. august kunne han atter træde ind ad døren til sit eget hjem. 

Tør se sig selv i spejlet

Sygdomsforløbet smadrede ikke bare Olssons tilværelse som svensk landsholdsspiller og midtbaneprofil i FC Midtjylland.

I en lang periode kæmpede han hver dag for at genvinde basale færdigheder som at tale og gå. Nu kan Kristoffer Olsson endelig genkende sig selv igen.

- Når jeg har set mig selv i spejlet i de seneste to måneder, har jeg kigget væk. For det var ikke så godt. Men nu ser jeg mig selv. Så bliver jeg glad og ler til mig selv. Det er okay nu, siger han.

Det er første gang, at svenskeren fortæller om sit voldsomme sygdomsforløb til et dansk medie. Han fortæller om sin trivielle dagligdag på Hammel Neurocenter, hvor han ikke skænkede fodbold en eneste tanke, og om den uundværlige støtte fra sin familie og ikke mindst fra FC Midtjylland. Det hele har givet et nyt perspektiv på livet, fortæller han.

Og så er det ikke længere blot en drøm for Kristoffer Olsson at fortsætte livet som professionel fodboldspiller. Det er en tanke, han er fuldstændig overbevist om, bliver til virkelighed.

Olsson husker intet

29-årige Kristoffer Olssons liv ændrede sig radikalt, da han en aften i februar følte sig mere træt end normalt. Hans forældre var kommet på besøg fra Sverige sammen med Kristoffer Olssons søn, Jamie, men han mærkede feber i kroppen og gik tidligt i seng.

Næste morgen lå han bevidstløs i sengen, da hans forældre kiggede ind til ham. Herfra gik det hastigt med ambulance til hospitalet. Senere blev han fragtet til Skejby i udkanten af Aarhus.

FC Midtjylland fik straks besked og assisterende sportschef Kristian Bach Bak og Thomas Bay, der leder klubbens sundhedssektor, blev involveret med det samme.

Ingen vidste, hvor slemt det stod til, men alvorligt var det.

I de efterfølgende uger lå Kristoffer Olsson i respirator, mens lægerne forsøgte at stille en diagnose.

Efter mere end to uger, hvor lægerne, familien, klubben og offentligheden alle var i uvished, kunne den midtjyske klub oplyse, at han så småt var ved bevidsthed igen. Samtidig kunne klubben fortælle, at blodpropperne skyldtes en ekstrem sjælden betændelsestilstand i hjernens kar.

Selv husker Kristoffer Olsson intet fra ugerne på hospitalet. Det ændrede sig først, da han blev overflyttet til det højtspecialiseret Hammel Neurocenter i midten af marts.

- Jeg tror, at der gik to uger, før jeg sagde noget eller var mere ved bevidsthed. Men det er ikke noget, jeg kan huske.

- Det første, jeg tænkte på, var, at jeg skulle kunne gå. Nu kan jeg huske, at da jeg blev kørt til Hammel, troede jeg, at jeg skulle på træningslejr. Efter nogle minutter forstod jeg, at det skulle jeg ikke, for jeg sad i en kørestol, siger han.

Bestemt hændelse gav håb

Ved sin side havde han sine forældre, som kiggede forbi genoptræningscenteret hver eneste dag. Det samme gjorde flere af klubbens folk.

- Første gang, jeg så ham, havde han lukkede øjne og bevægede sig slet ikke, husker Kristian Bach Bak.

I et forsøg på at bearbejde sine følelser talte han til Kristoffer Olsson i femti minutter ad gangen. Uden at være sikker på, om Olsson kunne forstå, hvad der blev sagt.

- For mig personligt var det utrolig svært at snakke med Kristoffer om alt muligt. Så det, jeg prøvede, var at fortælle lidt om klubben, hverdagen, drengene, træningen og kampene.

Kristian Bach Bak og Thomas Bay deltog jævnligt, når Olssons forældre blev opdateret af lægerne. Bach Bak, der selv har en fortid som spiller i FCM, husker særligt én episode, som gav ham håb.

- Jeg tror, at det første rigtige tegn, var en dag, hvor lægen nappede ham i storetåen. Man kunne se på hans øjne, at han stirrede ned på den tå.

- Han så virkelig irriteret ud, og det viste jo så, at han kunne mærke det. Det var første gang i lang tid, at der kom en reaktion fra ham.

Kunne kun sige ja og nej

I Hammel startede Kristoffer Olsson helt forfra. Hverdagen begyndte med, at han tømte et pilleglas med ti piller. Efter morgenmaden trænede han for at genvinde førligheden over kroppens bevægelser. Som fodboldspiller var han vant til at træne, men målet var nu reduceret til at lære at tale, spise og bevæge sig som før.

Dertil kom ergoterapeutiske øvelser, som skulle styrke blandt andet hans hukommelse. Tiden indimellem blev brugt på hvile. Når dagen var slut, slugte han endnu et glas med piller.

- Jeg havde det svært med det meste. Min balance og at bevæge fingre og hænder. I begyndelsen sagde jeg bare ”ja” og ”nej”. Det var hårdt at snakke. Men derefter gik det fremad, siger Kristoffer Olsson.

Har fået nyt perspektiv på livet

Da han i slutningen af august kunne forlade stedet, som han havde været bundet til i mange måneder, blev et stort delmål opfyldt.

Nu kan Kristoffer Olsson for en stund puste ud og finde sig til rette i hjemvante omgivelser.

- Jeg har det godt nu. Jeg er gladere og har mere energi. Jeg har det bedre i både hjerne og krop, og det er jeg taknemmelig og glad for. Jeg føler mig mere som mig selv igen, som jeg var, før det skete.

- Men også at jeg har det bedre end før. Det er nemt at sidde og sige, men jeg mener det. Det er rart at være sig selv igen, fortæller han.

Han er taknemmelig for al den støtte, som han har modtaget. Ikke kun fra familie og venner, men også fra klubben og resten af fodboldverdenen, der har sendt ham varme tanker.

Men oplevelsen har også været en påmindelse om livets evige skrøbelighed.

- Jeg har jo fået et lidt andet perspektiv på livet. Tidligere fokuserede jeg på fodbold. Det fylder stadig meget i mig, men jeg tror også, jeg er blevet mere egoistisk nu. Jeg tænker mere på mig selv. Det er vigtigt, at jeg har det godt. Og selvfølgelig min søn, som jeg elsker utrolig meget.

- Man får perspektiv på, hvad der egentlig er det vigtigste. For mig er meningen med livet, at jeg selv, venner og familie skal have det godt, fortæller han.

Sådan har han det i øjeblikket. Og derfor har tankerne om hans fremtidige fodboldkarriere også meldt sig på banen igen. Tanker, som ellers intet fyldte, da han lå i hospitalssengen. 

Er ikke i tvivl – kommer til at spille igen

Da FCM den 26. maj kunne fejre det danske mesterskab, fik festen tilføjet et følelsesmæssigt lag. Ved siden af Kristian Bach Bak kom Kristoffer Olsson kørende ind på MCH Arena med pokalen. Kort efter løftede han den sammen med anfører Henrik Dalsgaard.

I den forbindelse slog Olsson fast, at han er fast besluttet på at vende tilbage til fodboldbanen. Det har ikke ændret sig.

Ville du kunne acceptere aldrig at skulle spille på topplan igen?

- Det har jeg ikke tænkt på, for det kommer ikke til at ske. Den mulighed findes ikke for mig.

- Jeg var til en kamp for nylig, og der var en, der spurgte mig, om jeg tror, jeg kommer til at spille fodbold igen. ”Ja,” sagde jeg. ”Jeg kan gå ind og spille ti minutter lige nu”

Midtbanespilleren har spillet 47 landskampe for Sverige og 124 kampe for FC Midtjylland. Særligt det sidste tal, føler han sig helt sikker på, bliver højere.

- Det kommer til at tage lang tid at komme tilbage i min bedste form og til det niveau, jeg var på tidligere. Det kommer til at tage tid. Men jeg kommer igennem det, og så bliver jeg bedre, end jeg nogensinde har været.

- Det er ikke en drøm, jeg har. Det er sådan, det bliver.

Det er du ikke i tvivl om?

- Ingen tvivl. Absolut ingen.