Forældre rasende på kommunen: - De har taget muligheden for en friskole fra os
Initiativgruppen missede en afgørende frist - tre uger efter meddelte kommunen, at skolen skal lukke.
Sparkær-borgernes drøm om at oprette en friskole i stedet for den lukningsdømte kommuneskole har fået et alvorligt skud for boven.
Fristen for at anmelde en friskole, der kan åbne næste år, er nemlig allerede overskredet.
- Det kommer lidt bag på os, at lukningen kommer så pludseligt. Vi vil gerne have den her skole. Det vil vi kæmpe for, siger en af forældrene i Sparkærs skolegruppe, Daniel Brøns.
I begyndelsen af september besluttede et enigt Viborg Byråd i forbindelse med budgetaftalen for 2025, at skolerne i Sparkær og Ulbjerg skal lukkes næste sommer. Men da aftalen blev indgået, var fristen for at ansøge om en friskole allerede udløbet.
- Jeg synes, det virker utrolig uordentligt, at de ikke informerer os før den deadline, siger Daniel Brøns.
Et demokratisk problem
Tilsvarende kritik lyder fra formanden fra Sparkær Borgerforening, Kristian Olesen.
- De har taget muligheden for at åbne en friskole fra os. Det kan godt være, vi ikke længere har ret til en kommuneskole. Men vi har ret til at få muligheden for en friskole, siger han.
Fristen for at anmelde en friskole til indenrigsministeriet udløb 15. august. Men lukningen af Sparkær Skole blev først aftalt 6. september – altså tre uger senere. Den fremgangsmåde er et demokratisk problem, mener friskolernes forening.
- Hvis man skal give borgerne en mulighed for at tage sagen i egen hånd og oprette en friskole, så bør man have respekt for den rettighed. Det betyder, at man bør tage beslutningen om skolelukning før 15. august. Det er demokratisk anstændighed at respektere borgernes muligheder for at oprette en friskole, siger Peter Bendix Pedersen, formand for Friskolerne.
Modsat Sparkær havde borgerne i Ulbjerg på forhånd sørget for at anmelde en friskole, som derfor kan åbne i sommeren 2025.
- De har været snu i år. Det må man sige. Det skulle vi også have gjort, konstaterer Daniel Brøns fra skolegruppen.
Spildte penge på tidligere ansøgninger
Med til historien hører, at Sparkær to gange tidligere har anmeldt en friskole og indbetalt 20.000 kr. til indenrigsministeriet. Begge gange viste det sig at være spildte penge, fordi kommunalpolitikerne i sidste ende valgte at frede landsbyskolen.
Sparkær vil nu forsøge at få byrådet til at udskyde skolelukningen i et år. Så de kan nå at stable en friskole på benene.
Skolelukningerne i Sparkær og Ulbjerg skal snart i offentlig høring.
Formanden for Viborg Kommunes børne- og ungdomsudvalg, Katrine Fusager Rohde (V), siger, at hvis der kommer et forslag om at udskyde lukningen i Sparkær, vil politikerne tage stilling til det, når høringsperioden er slut.
Sparkær Skole har lige nu 46 elever.