Henrik hjalp svane, da ingen andre gad: - Det er dårlig stil
En lidende svane fik Henrik Lundgaard Olsson i dårligt humør af flere årsager.
Det vakte forargelse, da Henrik Lundgaard Olsson mandag formiddag kørte forbi en blødende svane på Ringvejen ved Skjern.
Svanen var blevet påkørt, og det fik Henrik Lundgaard Olsson til at holde ind for at hjælpe svanen. Han kunne ikke få sig selv til at køre videre.
- Jeg blev sgu irriteret over, at folk ikke lige stoppede op og kiggede til den. Jeg blev i dårligt humør. Det er dårlig stil, siger han.
Samme budskab skrev han kort tid efter i et opslag på en Facebook-gruppe for borgere i Skjern, fordi han håbede, at vedkommende, der havde kørt svanen ned, fik dårlig samvittighed.
"Ring 1812, hvis du har påkørt et dyr," opfordrer han i opslaget.
Dyr skal ikke lide
Henrik Lundgaard Olsson ringede selv 1812, der er nummeret til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, da han konstaterede, at svanen ikke havde det godt. Faktisk blødte den ud af munden.
Herefter ventede han en time, inden redningsfolk kom til stedet og hjalp den påkørte svane. Der var dog ikke noget at gøre for fuglen, og redningsfolkene måtte derfor aflive svanen på stedet.
For Henrik Lundgaard Olsson var hans dyrehjerte for stort til at køre forbi.
- For mig betyder det alt. Dyr skal ikke lide. Om jeg så skulle vente tre timer, så havde jeg gjort det. Det er et liv, som alt andet er, understreger han.
Henrik Lundgaard Olsson oplever tit, at dyr ikke bliver tilset. Ifølge ham er det lige meget, om det er rådyr eller fugle. Dyr - store som små - skal ikke lide, mener han.
Ikke har tiden
Henrik Lundgaard blev ikke bedt om at vente en time, men gjorde det alligevel sammen med svanens makker, der også var på vej over vejen. Den fløj dog, da den forurettede svane blev aflivet.
Og selvom det ikke er alle, der har en time at gøre godt med, så er det ikke en undskyldning.
Kan du forstå, at der nogen, som ikke har tiden til at kigge?
- Nej, det kan jeg ikke. Så travlt har vi ikke. Hvis man har så travlt, så må man ringe (1812, red.) og sige det, for så skal de nok rykke ud og hjælpe, siger han.