Damernes Magasin lukker: - Jeg har tudet sammen med kunderne

Den landskendte tøjbutik Damernes Magasin i Lemvig lukker.

0:12
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Der er gået 65 år. Fra den første kjole blev hængt op i butiksvinduet i Damernes Magasin i Lemvig til i dag, hvor gule skilte taler deres eget tydelige sprog: Ophørsudsalg.

- Jeg er hamrende ked af det. Jeg har stået og tudet sammen med kunderne i går, siger butikschef Lisette Rose.

Langt de fleste kender Damernes Magasin fra tv-serien Matador. Det rigtige Damernes Magasin ligger i Lemvig og er næsten lige så kendt som det i tv-serien, hvor Hr. Schwann huserer.

I Lemvig har de fået en forretning ud af kundebetjening på klassisk manér og et udvalg, man ikke finder på et hvert gadehjørne. 

Det har lokket kunder til fra hele landet. De er kommet kørende til den vestjyske købstad i turistbusser fyldt med kjolebegejstrede kvinder på jagt efter de seneste modeller i moderigtigt design.

- Man har altid hængt Damernes Magasin sammen med Lemvig by. Jeg synes, det er forfærdeligt trist, siger Henriette Nørkjær fra lokalområdet.

Hun er en af de mange kunder, der er på udsalg. Hun har fulgt livet i butikken i flere år og har selv lagt mærke til, at der bliver færre og færre kunder.

Velklædte søstre

Damernes Magasin blev i sin tid grundlagt af søstrene Elly og Ingrid Bache Lauridsen. Selvom det efterhånden er nogle år siden, de begge døde, så hænger deres portræt stadig i ramme på bagvæggen i butikken.

0:09
Sådan så det ud, da TV MIDTVEST filmede Elly og Ingrid Bache Lauridsen i 1991, mens de stod bag disken i Damernes Magasin.

- Det er godt, de ikke kan se, hvad der sker, lyder det fra Agnete Berg.

Agnete Berg kender butikken bedre end de fleste. Hun er udlært i Damernes Magasin, mens "Damerne", som søstrene Bache Lauridsen bliver kaldt, ejede butikken.

- Det var en god arbejdsplads, en spændende arbejdsplads, siger den tidligere ekspedient.

Da Agnete Bjerg stoppede i Damernes Magasin, havde hun rundet 76 år. Hun har også arbejdet i andre butikker, men det var hos Damernes Magasin, det hele begyndte og sluttede. 

Om nogen tid er det slut med den berømte butik.

- Det, synes jeg, er meget kedeligt. Det er en gammel forretning, der har været her i så lang tid, og hvor damerne startede det, siger Agnete Berg.

Agnete Berg har arbejdet mere end 30 år i Damernes Magasin i Lemvig.
Agnete Berg har arbejdet mere end 30 år i Damernes Magasin i Lemvig.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Ingen kommentarer

Det er næppe en hemmelighed, at mange butikker i mindre byer har det svært, og at kunderne forsvinder.

Det er også den lokale forklaring på lukningen af Damernes Magasin, når man spørger sig for i Lemvig. Den nuværende ejer er dog knap så meddelsom.

Siden Bache Lauridsen har der været et par andre ejere af Damernes Magasin. I dag er butikken ejet af Trimar Retail i Herning.

Direktør Steen Nielsen fra Trimar Retail har ikke ønsket at fortælle, hvorfor Damernes Magasin i Lemvig nu må holde ophørsudsalg.