Mahmoud tager udskældt tjans: - Jeg er så glad for modtagelsen
24-årig egypter er landet i Viborg, hvor han skal løse en vigtig opgave de kommende dage
Han er 24 år og har allerede den højeste dommeruddannelse i Egypten. Nu er Mahmoud Hassan kommet til Viborg, hvor han skal dømme omkring 25 kampe i det internationale håndboldstævne Generation Handball.
Det er tredje gang, den unge håndbolddommer tager turen fra Nordafrika til Midtjylland.
-Jeg er så glad for modtagelsen her. De byder mig altid velkommen som dommer. Jeg glæder mig til kampene, lyder det fra Mahmoud Hassan.
Siden slutningen af juni har han rejst Europa tyndt for at fløjte ved forskellige håndboldstævner. Han er lige blevet færdig med en bacheloruddannelse i sit hjemland og bruger sin sommerferie på håndbolden.
-Det betyder meget for mig. Jeg får mulighed for at møde danske dommere og trænere og spillere fra store dele af verden.
Generation Handball har i år 10 års jubilæum. Stævnet måtte dog ligge underdrejet i to år på grund af coronakrisen.
I år deltager 2500 spillere i alderen 10 til 20 år. Omkring 50 dommere fra ind- og udland er indkaldt til at styre kampene.
- Vi er glade for de udenlandske dommere. Det giver mulighed for, at dommere også udvikler sig på tværs af nationer. Vi har en bevidst strategi om også at invitere dommere fra andre lande, siger direktør Jens Steffensen fra Generation Handball.
Nærmest samtidig med Mahmoud Hassans ankomst til Viborg, spillede Egypten mod Danmark i den olympiske turnering i Paris. Han fulgte kampen. Selv om det blev til et egyptisk nederlag, håber han stadig på OL-medaljer.
-Jeg håber, at Egypten kan få guld. Det bliver nok svært, men hvorfor ikke!