Spritbilist faldt ud af bilen: Kørte fuld tæt ved politistationen

En 40-årig mand fik inddraget sin førerret tirsdag formiddag, da han var påvirket af alkohol.

Alkometer og politibil
Foto: Flemming Christensen

Lokalpolitiet i Skive stoppede tirsdag formiddag klokken 10:30 en spritbilist, som var særdeles fuld. Bilistens førerret blev administrativt inddraget på stedet – og det sker kun, når promillen er over 2.0.

Bilisten var en 40-årig mand af udenlandsk herkomst.

Det oplyser lokalpolitiet i Skive til TV MIDTVEST.

- Det var et observant vidne, som bemærkede bilen, der holdt ind til siden på Resenvej, fortæller politikommissær Niels Bach, der sidder på lokalpolitistationen på Resenvej.

Vidnet så, at bilens chauffør væltede ud af bilen, inden han besluttede sig for at sætte sig ind i bilen igen og køre videre.

Det fik vidnet til at ringe til politiet, som fik stoppet bilen på Rosenbakken knap en kilometer fra politistationen.

Der var desuden flere andre i bilen, hvor der var en højrøstet stemning i kabinen.