Udtaget til landsholdet: - Det er surrealistisk

22-årig fodboldspiller kalder det for surrealistisk, at han nu for første gang er udtaget til det danske landshold.

Gustav Isaksen
Foto: S.S. Lazio

Fredag aften ved 18-tiden havde 22-årige Gustav Isaksen sammen med sine holdkammerater fra Lazio lige sat sig i bussen for at køre fra Rom og en time sydpå til Frosinone, som Lazio møder lørdag aften, da hans mobiltelefon pludselig ringede. Det var den danske landstræner, Kasper Hjulmand, der ville have fat på Isaksen. 

Landstræneren kunne fortælle Gustav Isaksen, at Andreas Skov Olsen må trække sig med en skade. Og derfor får den tidligere FC Midtjylland-spiller nu chancen på det danske landshold. 

- Det har godt nok været en vild dag i dag. Det er helt surrealistisk, og jeg glæder mig vanvittigt meget til det hele. Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse. Det bliver godt nok spændende, fortæller Gustav Isaksen til TV MIDTVEST.

Gustav Isaksen har på det seneste fået masser af spilletid for Lazio og var senest afgørende i en Champions League-kamp mod Bayern München. I morgen aften gælder det så Frosinone, inden turen går hjem til Danmark søndag. Og mandag er der så samling i landsholdslejren. 

- Jeg er dybt lykkelig og monster glad for at få chancen på landsholdet. Det bliver godt nok spændende, og det er vildt at tænke på, at jeg lige om lidt skal møde ind sammen med de øvrige landsholdsspillere, siger Gustav Isaksen. 

Lazio er lige nu placeret på en niendeplads i Serie A. Og kampen i morgen bliver den første uden Maurizio Sarri. I løbet af ugen sagde den karismatiske cheftræner op. Du kan se Gustav Isaksen og Lazio lørdag aften klokken 20.45 på TV 2 Play.