Se billederne: Sådan bliver der solgt stoffer på Snapchat
På Snapchat er euforiserende stoffer altid kun en hurtig besked væk. Det viser et omfattende researcharbejde, TV MIDTVEST har gjort den seneste måned.
Tusindvis af midt- og vestjyske børn og unge bruger Snapchat hver eneste dag. Men Snapchat er ikke kun hundenæser, sjove filtre og hyggechat med veninderne – det afslører TV MIDTVEST i en ny dokumentar, der bliver sendt søndag aften.
- I dag er Snapchat sex, kokain og champagne, fortæller Lasse Hingebjerg. Han er fra Holstebro og bruger selv det sociale medie dagligt.
Han bliver bakket op af Peter Toft Jepsen fra Bøvling.
- Sådan en aften i byen, der er det nemmere at tage sin mobil frem og skaffe et gram kokain eller amfetamin, end det er at skaffe en øl, hvis du ikke lige står ved siden af baren, siger han.
Alle større byer har en narkokonto
Måden, det foregår på, er simpel. De fleste større midt- og vestjyske byer har nemlig en eller flere Snapchat-konti med hundreder eller tusindvis af følgere – som dagligt modtager billeder af blandt andet stoffer, som er til salg.
- Der, hvor jeg kommer fra, der er der en gruppe med flere 100 drenge, siger Stine Gamborg fra Aalestrup.
Og selvom det hele i princippet foregår i det skjulte, så siger mange af de unge, at så godt som alle under 25 kender navnet på narkokontoen i den by, de selv bor i.
- Uanset, hvem du tager fat i, så har alle kendskab til alt, siger Lasse Hingebjerg fra Holstebro.
- Forældre tænker nok, at man sender selfies og billeder af, at man har trænet og sådan noget. De regner nok ikke med, at der også ligger billeder af, at deres børn tager stoffer, siger Ida Jegbjerg fra Struer.
Svært at dæmme op for
TV MIDTVEST har den seneste måned dagligt modtaget billeder og videoer af blandt andet amfetamin, kokain, hash og MDMA på Snapchat. Sidstnævnte stof døde en 15-årig dreng af på Sjælland i sidste uge, efter han havde taget det sammen med en kammerat.
Udover stoffer florerer der også våben, nøgenbilleder og videoer af vanvidskørsel på byernes Snapchat-konti.
- Vi må bare sige, at på IT-området, der går det rigtig, rigtig stærkt. For lidt siden var det Facebook - nu er det Snapchat, siger Michael Kjeldgaard fra politiets nationale efterforskningscenter.
Det kan du læse mere om i artiklen her: