Da præsten meldte afbud, trådte vennen Søren Pape til
Frans Hammer husker sin ven Søren Pape Poulsen som en person, der trods en fyldt kalender tog sig tid til sine venner. Som da Søren Pape Poulsen reddede hans bryllup.
Frans Hammer, der oprindeligt er fra Ikast, er en af dem, der oprigtigt kan sige, at Søren Pape Poulsen var hans ven.
- Jeg har nogle meget sigende livssituationer med Søren. Som da jeg i 2018 skulle giftes, og præsten med 24 timers varsel meldte afbud. I bedste Søren Pape stil fik Søren flyttet rundt i sin kalender, så han kunne træde til.
- Han sagde til mig, at vi ikke skulle være nervøse over, at vi ville se ham på NEWS klokken 10, og at han havde et møde klokken 11. Han skulle nok nå vandflyveren til Aarhus, så han kunne vie os klokken 13. Og det gjorde han, fortæller Frans Hammer.
Talte meget lidt politik
De to har kendt hinanden i mange år gennem deres fælles interesse for sport.
- Mit virke er idrætten, og det var derfor vi mødtes. Og mit arbejde med idrætspolitik og Sørens arbejde med partipolitik gjorde, at vi havde noget sammen. Men vi talte aldrig særligt meget politik, siger Frans Hammer.
De to så hinanden sidste gang tidligere på ugen. Præcis hvilken ugedag kan Frans Hammer ikke huske. Dagene flyder sammen ovenpå nyheden om Søren Pape Poulsens pludselige død.
- Men jeg kan huske, vi talte om, at han glædede sig til at komme hjem og besøge sine forældre. Og at han skulle komme og besøge mig og min familie i påsken.
Han husker, at Søren Pape Poulsen virkede mere glad, end han havde gjort i årene forinden. For tiden omkring folketingsvalget i 2022 havde været hård ved Søren Pape Poulsen.
- Søren var en meget dedikeret politiker. Men det gik ham på, når man jagtede de mennesker, han havde kær - inklusive mig selv, siger Frans Hammer.
Frans Hammer henviser til en rejse, han var med på til Den Dominikanske Republik. En rejse hvor også Inger Støjberg var med.
Fik nyheden i fredags
Frans Hammer fik nyheden om, at Søren Pape Poulsen var faldet om i fredags.
- Jeg skylder de folk, Søren havde omkring sig fra partiet, en kæmpe tak. De ringede til mig lige efter det var sket, og de huskede at holde mig orienteret lørdag formiddag, hvor det ikke så godt ud.
Søren Pape Poulsen fik en hjerneblødning i fredags under et hovedbestyrelsesmøde i Det Konservative Folkeparti.
- Han brændte for politik. Så når det nu skulle være, så skete det på en fin måde. Han holdt en brag af en tale, og så var han her ikke mere.
Frans Hammer fortæller, at han aldrig vil glemme sin gode ven, og at Søren Pape Poulsen for ham er et forbillede for, hvordan man skal være som menneske.
- Han kommer til at sætte dybe spor i mig. Han var en der brændte, for det han lavede. Han var det mest ordentlige menneske. Han mødte folk, der hvor de var. Og han lyttede, før han talte.