Solstråler

Ghazel drømmer om at blive forfatter

I en ny reportageserie følger vi forskellige personer, som hver har deres helt egen solstrålehistorie. En af dem er Ghazel Hamo, som er flygtet med sin familie fra Syrien til Vinderup.

10:51
Ghazel er flygtet fra Syrien, har gemt sig for militæret og frygtede at dø. Den nu 11-årige pige endte i Danmark. Med sig tog hun en smittende energi og et gåpåmod, hun vil bruge til at gå i Astrid Lindgrens fodspor.
Foto: Grafik: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Ghazel Hamo er snart elleve år. Hun går i fjerde klasse på Vinderup skole. Og så er hun flygtning fra Syrien. 

- Det var helt mørkt. Vi var nødt til at gemme os i det høje græs. Det var spændende, men også lidt uhyggeligt. Jeg var bange for, at vi skulle dø, siger hun.

Ghazel Hamo i sin klasse på Vinderup Skole.
Ghazel Hamo i sin klasse på Vinderup Skole.

Men de frygtelige ting, hun har oplevet, mærker man ikke rigtigt på hende i dag. Hun er lærenem og har store drømme for sin fremtid. Og hun bruger rigtig meget tid på at lave og skrive hjemmelavede bøger.

- Der er mange, der siger, at mine bøger er gode. De roser mig. Jeg vil gerne være forfatter. Sådan ligesom Astrid Lindgren. Hun har skrevet Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og en hel masse andre. Jeg vil gerne være ligesom hende, siger hun.

Ghazel Hamo skriver altid på en historie som hun senere læser op i klassen
Ghazel Hamo skriver altid på en historie som hun senere læser op i klassen

Føler sig vigtig for familien

Første gang vi mødte Ghazel Hamo, var da vi besøgte hendes skole under Corona tiden. Hendes fantasi og hendes drømme gjorde indtryk på journalist Anne Moulvad, og derfor har hun igen opsøgt den energifylde pige.

Ghazel Hamo i køkkenet med sin yngste søster i lejligheden i Vinderup.
Ghazel Hamo i køkkenet med sin yngste søster i lejligheden i Vinderup.

Hun bor med sin mor og far og tre mindre søskende i en lejlighed i Vinderup. Og fordi hun er så dygtig til det danske sprog, har hun også fået en vigtig rolle i familien.

- Jeg hjælper min mor og far med at oversætte, når vi er i butikker eller nogle andre steder. For eksempel i Djurs Sommerland. Det er lidt sjovt på en måde. Så føler jeg mig vigtig, ja, det er bare sjovt, at de hele tiden spørger mig, siger hun.

Programmet om Ghazel Hamo er det første af i alt tre programmer om særlige midt- og vestjyske solstråler.