To dykkere forsvandt: Trukket syv kilometer med strømmen på 40 minutter

To dykkere forsvandt lørdag eftermiddag ved Oddesundbroen, og følgebåden frygtede det værste. Strømmen havde drevet dykkere syv kilometer væk, hvor de blev fundet af en redningsbåd.

Strømmen ved Oddesundbroen er som regel meget stærk, hvilket to dykkere fik at føle i dag, og derfor blev redningsbåden, der kan anes på billedet, sendt afsted.
Strømmen ved Oddesundbroen er som regel meget stærk, hvilket to dykkere fik at føle i dag, og derfor blev redningsbåden, der kan anes på billedet, sendt afsted.
Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Besætningen på en følgebåd til to dykkere havde hjertet helt oppe i halsen, da de mandlige dykkere var gået i vandet ved Oddesundbroen ved Thyholm lørdag eftermiddag. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Klokken 15 får vi en melding om, at der er forsvundet to mandlige dykkere ved Oddesundbroen. Der er så kraftig en strøm ved broen, at de forsvinder væk fra broen, så deres følgebåd mister dem af syne, hvorfor de så ringer 112, fortæller vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Politiet sendte med det samme redningshelikopter, lægehelikopter, Brand og Redning, ambullance og en indsatsleder afsted.

De to mandlige dykkere er henholdsvis 51 og 72 år og blev fundet af en båd fra Brand og Redning klokken 15.48. Her er de to dykkere drevet 7 kilometer væk fra Oddesundbroen til den nordlige del af Venø, hvor de holder fast i en boje og bliver fundet af redningsbåden.

Efterfølgende har de to dykkere oplyst, at de havde aftalt et opsamlingssted med deres følgebåd, men på grund af strømmen flyder dykkerne så langt væk fra stedet, at de ikke ved, hvor de er, da de kommer til overfladen efter dykket. 

Dykkerne fortæller, at i sådan en situation er det procedure at lade sig følge med strømmen, indtil vandet er roligt, og de selv kan bevæge sig rundt. De to mænd, der er erfarne dykkere, opfattede aldrig sig selv som værende i fare, og de har det efter omstændighederne godt.

Thyborøn Redningsstation deltog også i redningsaktionen.