Maskerede rockere demonstrerede: Politiet mener, bande har slået sig ned
En demonstration skabte kortvarigt uro. Politiet registrerede deltagerne, som var rockermedlemmer.
Vandglade nordvestjyder og tilfældige forbipasserende fik sig lørdag eftermiddag en oplevelse ud over det almindelige. For uden for Holstebro Badeland demonstrerede banden Satudarah.
Demonstranterne stod i fuld rocker-ornat i deres uniform - enkelte demonstranter var maskerede, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Maskeringen er ikke lovlig, så politiet greb ind, og man registrerede desuden deltagerne ved Enghavens parkeringsplads.
Politiet: En manifestation
Efter demonstrationen kunne Midt- og Vestjyllands Politi tælle i alt 24 med tilknytning til Satudarah.
Spørgsmålet er, hvad man skal lægge i, at Satudarah på den måde viser sig frem i Holstebro.
- Vi kan tolke det på mange måder, men det er måske en manifestation over for andre rocker- og bandemedlemmer, at man er kommet til Midt- og Vestjylland, siger Ole Vanghøj, politikommissær og vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Slår sig ned i Struer
Det er politiets opfattelse, at rockerne er ved at etablere sig i Struer
- Ja, der er noget, der tyder på, man er i gang med at slå sig ned der, siger Ole Vanghøj.
Vagtchefen mener umiddelbart, at borgerne i midt- og vestjyske ikke bør være bekymrede.
- Det er ikke vores vurdering, man bør være nervøs som almindelig borger. Vi ved godt, at der formentlig følger noget kriminelt med, når en ny rockerklub slår sig ned i landsdelen. Det følger vi selvfølgelig efter bedste evne, siger han.
Rockergruppen Satudarah blev etableret i Holland i 1990 af indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I dag er banden ulovlig i Holland, men ikke i Danmark.