Struerbo debuterer i Le Mans: Porschen skal i mål uden buler
Racerkøreren Mikkel O. Pedersen fra Struer gør lige nu klar til start i det ikoniske 24-timersløb Le Mans i Frankrig.
Det er en drengedrøm, der lige nu går i opfyldelse for 25-årige Mikkel O. Pedersen fra Struer. Og så endda før tid.
Målet hed 2024, men allerede nu kulminerer den unge racerkørers mangeårige intense træning, når han lørdag passerer startlinjen i verdens største 24-timersløb, Le Mans i Frankrig.
- For os herhjemme, der er Le Mans, nok også takket været Tom, et af de største motorløb, vi har. Så det at være her, det er jo en drøm, og det er en lang rejse, som jeg selvfølgelig glæder mig til, siger Mikkel O. Pedersen.
Racerkøreren har skrevet kontrakt med det erfarne tyske Porsche-hold Project 1 Motorsport, som tidligere har vundet det legendariske 24-timers løb. Hans holdkammerater er Matteo Cairoli fra Italien og amerikaneren Rodrigo Sales.
Ingen buler i Porschen
Allerede torsdag fik Mikkel O. Pedersen en forsmag på drømmen, da han testede forholdene forud for det store løb.
- Jeg har været ude at køre i Porschen, og har kørt en runde på banen, også i mørke. Og det var nok det, der stod øverst på listen, siger han.
Den unge racerkører er allerede blevet så gode venner med sin racer, at han ikke er i tvivl om, hvad han frygter mest ved løbet.
- Jeg vil ikke have for mange buler i bilen da. Det er en ret dyr bil, sådan en Porsche RSR, så den skal helt i mål uden buler – det er plan A, siger han og griner.
Selvom racerkøreren fra Struer har øvet sig i at køre hurtigt, siden han som syvårig begyndte at konkurrere i at køre gokart, så er han udmærket klar over løbets alvor.
- Vi har et langt løb foran os, som jeg meget gerne vil gennemføre, men der kan ske mange ting. Vi er hurtige, det er jo dejligt, men det er et langt løb, siger han.
Aftalen med det tyske hold sikrer ikke kun Mikkel O. Pedersen en plads i 24-timers løbet i Le Mans – kontrakten indebærer også en billet til hele VM-serien for sportsvogne.