Gyldne opkald sikrer struerbo Le Mans-debut: - Vi går efter at vinde

Mikkel O. Pedersen får sin drengedrøm opfyldt, når han til sommer debuterer i Le Mans i en Porsche 911 RSR.

Le Mans har altid være en stor drengedrøm for Mikkel O. Pedersen.
Le Mans har altid være en stor drengedrøm for Mikkel O. Pedersen.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Jeg fik et opkald fra det tyske team Project 1 Motorsport, der spurgte, om jeg ville med ud at køre verdensmesterskabet for standardvogne. Og med i det er der et løb, der hedder Le Mans.

Racerkøreren Mikkel O. Pedersen fra Struer får nærmest sneget det ind som en bisætning, men den er god nok. Den 25-årige dansker skal til sommer køre Le Mans for første gang i karrieren.

- Jeg er hoppet med ombord i en Porsche 911 RSR, og det er noget, jeg glæder mig rigtig meget til, fortæller Mikkel O. Pedersen til TV 2 SPORT om udsigten til sin Le Mans-debut.

Men det er ikke den eneste gode nyhed, der er havnet i danskerens indbakke den seneste tid.

For Mikkel O. Pedersen har også sagt ja til sideløbende at køre for GMB Motorsport, hvor der også er udsigt til Le Mans. Her er det planen, at danskeren skal køre Le Mans i 2024, og til den tid bliver det i en Honda.

- Der er meget Le Mans på tale lige nu, og der er mange gode ting, jeg glæder mig til de kommende år, siger den tydeligt tilfredse racerkører.

Mikkel O. Pedersen blev udvalgt til Porsches juniorprogram for at blive fabrikskører allerede som 19-årig.

Det eneste, der stoppede ham, var budgettet. Men undervejs blev Porsche opmærksom på danskerens talent og valgte sidenhen at støtte ham økonomisk.

Drømmen startede i en kassebil

De fleste solstrålehistorier starter med en drengedrøm, og casen omkring Mikkel O. Pedersen er ingen undtagelse.

Allerede som dreng begyndte de spæde drømme om Le Mans at printe sig på nethinden, og selvom nåleøjet har været snævert, har håbet altid været til stede.

- Jeg var syv år gammel, da jeg startede i en gokart. Det var her, det hele begyndte. I en kassebil, hvor mine forældre og jeg kørte landet rundt.

- Når vi sad hjemme en fredag aften i stuen og så racerløb i tv'et, var det ofte Porsche Supercup, og det var virkelig spændende. De kørte jo i Monaco og alle mulige steder. At gå fra det til selv at køre rundt nede i Monaco i sådan en Porsche, det var vildt.

Og hvor drømmer man sig så hen efter det, spørger Mikkel O. Pedersen selv ledende? Svaret kommer prompte.

- Det er selvfølgelig Le Mans, og at det nu er en realitet, det er vildt. Vi er gået fra John Tømrers kassebil og en gokart, og nu skal vi til Le Mans og har hele kørt verden rundt. Det er fedt.

Ambitionen er en sejr

Selvom det er første gang, at Mikkel Pedersen skal med til Le Mans, er han ikke bange for at have høje forventninger. Det skyldes, ifølge ham selv, at bilen er rigtig god, ligesom hans medkørere i bilen besidder et højt niveau.

- Vi går selvfølgelig efter at vinde, det er klart. Det gør man jo altid, men vi har faktisk en køreopsætning, der også gør det muligt.

- Det team, jeg skal køre for, har vundet Le Mans før, og teamejeren vil også have, at vi skal gå efter nogle pokaler, slutter danskeren.

Årets Le Mans, der er udgave nummer 90, løber over stablen 11. og 12. juni og køres på Circuit de la Sarthe i Frankrig.

27:57
Program fra 2017: Ugens gæst har benzin i blodet og elsker, når det går rigtig stærkt. Som blot 20-årig lever han et liv som fuldtidsprofessionel racerkører på de største baner overalt hele verden.