Torben giver ikke op trods flere nedture: - Mit liv var ikke det samme uden hestene

Torben Grøn fra Hjerm  har haft mange nedture i sit liv, men han fortsætter kampen for succeser.

9:07
I programmet her kan du møde Torben Grøn og hesten 'C You Again'.

Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne på Torben Grøns lille landsted  i Hjerm mellem Holstebro og Struer. I stalden står hans heste, og de bliver passet og plejet som små børn.

- De får mig op hver eneste morgen og giver mig glæde hver dag. Mit liv var ikke det, det er uden hestene, fortæller Torben Grøn, der har fundet glæden ved livet igen efter nogle svære år.

I 2007 blev han skilt og i 2008 brækkede han ryggen i en arbejdsulykke, hvor han faldt ned fra et tag. Det så sort ud, men med en stålvilje kæmpede han sig på benene, og kom til at gå igen.

- Jeg  var lige blevet skilt fra to små børn, og de skulle ikke se deres far i en kørestol resten af livet, forklarer Torben Grøn.

Erstatning gav nye muligheder

Torben Grøn kom godt nok tilbage på benene, men han kommer aldrig til at passe et arbejde igen.

Ulykken betød, at han fik udbetalt en erstatning, og for de penge købte han et lille landsted i Hjerm. 

Han havde tidligere i sit liv haft travheste, og nu var chancen der igen. En dag skulle han sammen med sin søn, køre en hest på auktion for en ven, men det endte med, at de selv købte den, og tog den med hjem til Hjerm.

Den blev hurtigt en stjerne som ikke alene løb den ene sejr hjem efter den anden, den gav også glæde og indhold i Torbens Grøns liv.

Endnu en nedtur

Lykken varede kort. Tinkelbell, som hesten hed, var på sit højeste, da den fik en blodprop. Torben Grøn kørte den på dyrehospital og dyrlægerne kæmpede i timer for at  redde den. Så længe, at Torben Grøn til sidst sagde stop, og bad dyrlægen om at finde de sprøjter, der skulle give den fred.

Og det var ham selv der stak den.

- Jeg lagde dens hoved i mit skød og mærkede så hvordan den ligeså stille forsvandt. Det var hårdt. Jeg kørte hjem og lagde mig i sengen, og ville bare være mig selv, fortæller Torben Grøn, der stadig får tårer i øjnene, når han fortæller om sit farvel til Tinkelbell.

En ny hest flytter ind

Torben Grøns familie var godt klar over, at der skulle ske noget, så hans søn Jacob Grøn begyndte hurtigt at snakke om en ny hest. Der gik ikke lang tid, så flyttede Tinkelbells halvbror 'C You Again' ind i stalden i Hjerm.

- Så gik vi ellers i gang med at træne, fortæller Torben.

Men det det lykkedes ikke rigtigt.

Det ligger dog ikke til Torben Grøn at give op, så med stor hjælp fra familien og en dygtig dyrlæge, kom C You Again i gang på travbanerne. Det viste sig hurtig, at den også er en stjerne. Indtil videre har den vundet 11 ud af 18 løb og er blevet nummer to i to.

- Jeg ved ikke hvad det er, jeg kan, men jeg tror, det er lidt som med børn - hvis du kan forstå dem, så kan du få dem til hvad som helst. 

Glæde i livet igen

Faktum er, at Torben Grøn igen har formet en hest, der i den grad bliver lagt mærke til. Den har givet ham livsglæden tilbage, og han arbejder nu ikke bare med hesten, men også med sig selv.

- Jeg går hos en psykoterapeut, og det har hjulpet mig til at forstå og acceptere hvofor jeg er blevet som jeg er.

Min mor var psykisk syg. Hun truede med selvmord og var ofte indlagt, så jeg slap hende nødigt af syne. Skrækken for at miste har også præget mit kærlighedsliv, så her har jeg heller ikke haft succes, fortæller Torben Grøn.

I dag er han mere tilfreds med livet, end han har været længe . Han har accepteret at han ikke kommer til at arbejde igen, han  glæder sig over sine to børn, og så nyder han livet og succeserne med hestene. 

9:07
I programmet her kan du møde Torben Grøn og hesten 'C You Again'.