Psykiatrien i Silkeborg ramt af strejke: - Det vil kunne mærkes
Sidst sygeplejerskerne i psykiatrien i Silkeborg var udtaget til strejke, var der 5-600 henvisninger om ugen. Nu er alle afdelingens sygeplejersker udtaget til strejke fra 21. september.
Psykiatrien har i flere år været presset, og nu kan det blive det endnu værre.
Samtlige sygeplejersker i Psykiatriens Hus, den centrale visitation, i Silkeborg er udtaget i en ny strejkevarsel fra 21. september - hvis altså konflikten mellem sygeplejerskerne og deres arbejdsgivere varer så lang tid - og det vil ramme hårdt.
- Vi sætter yderligere ind, hvor det kan mærkes. Og der vil det desværre kunne her, ramme udredningen af de psykiatriske patienter, siger Hanne Holst Long, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland.
I alt drejer det sig om syv sygeplejersker på afdelingen, oplyser hun. Også Psykiatrisk Ambulatorium under psykiatrien i Thisted står til at blive ramt af den udvidede strejke.
Ifølge formanden var sygeplejerskerne hos Psykiatriens Hus også var udtaget til strejke i 2018. Den gang var der 500-600 henvisninger om ugen fra praktiserende læger til den centrale visitation.
Mens den akutte vej ind i psykiatrien har en anden vej, så går alle almindelige henvisninger fra praktiserende læger til psykiatrien i Region Midtjylland via den centrale visitation. Her kigger man på dem og vurderer, hvilke udredningsforløb borgerne skal i.
- Der vil selvfølgelig være mulighed for at stille et nødberedskab her, men det har vi ikke snakket om endnu, siger kredsnæstformanden.
Ingen nem beslutning
Sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, siger i en pressemeddelelse, at det ikke har været en nem beslutning at varsle strejken for psykiatrien.
- Det er desværre umuligt for sygeplejerskerne at strejke, uden at det giver gener og utryghed for patienter og borgere.
- Her har vi så en gruppe af borgere, som er særligt sårbare, og derfor håber jeg også meget, at vi undgår at nå derhen, siger hun i meddelelsen.
Ud over psykiatrien i Silkeborg og Thisted bliver fertilitetsklinikken i Skive også omfattet af en udvidelse af strejken fra 21. september, hvor i alt 173 sygeplejersker vil slutte sig til den landsdækkende strejke.
Lige nu strejker omkring 5700 sygeplejersker, hvilket svarer til knap en ud af ni af DSR's medlemmer i landets regioner og kommuner.
Fra 21. september vil i alt omkring 6700 altså strejke - eller hver ottende.