18 varebiler ribbet på en nat: Tyvene er gået efter én bestemt ting

Politiet beder om hjælp til at fange tyvene, som slog til i Thy og på Mors natten til søndag.

VARERBILER TYVERI
Foto: Grafik: Rigmor Sams / Colourbox

Hele 18 forskellige varebiler i Thy og på Mors er blevet ribbet for værktøj natten til søndag.

- Det er voldsomt. Jeg har i hvert fald ikke prøvet det før, siger politikommissær René Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.

Han forventer oven i købet, at tallet vil stige.

- Når folk møder ind og får kigget i deres varevogne, kommer der måske flere anmeldelser, vurderer han.

Der er tale om syv varebiler på Mors - primært i Nykøbing - og 11 i Thy, heraf de fleste i Thisted. Men tyvene er også nået forbi både Klitmøller, Østerild og Vesløs.

Politiet fortæller, at der er brugt samme fremgangsmåde i alle de 18 tilfælde.

- Der er blevet smadret en siderude, fortæller René Carlsen.

Varebilerne er blevet ribbet for værktøj. Den samlede værdi tør politiet ikke komme med et bud på, men der er tale om et stort beløb, understreger man.

Tre personer i mindre bil

Politiet arbejder ud fra den teori, at der er tale om de samme gerningsmænd, som altså har haft travlt. Indbrudsbølgen begyndte lørdag aften og blev ved hele natten.

- Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at der i et enkelt tilfælde er tale om andre gerningsmænd, men det virker usandsynligt, at der ikke er tale om de samme personer for hovedparten af varebilernes vedkommende, siger politikommissæren.

Det er lykkedes at fange tyvene på videovervågning et af stederne.

- Derfor kan vi sige, at der formentlig er tale om tre personer, som er kørende i en mindre bil, beretter René Carlsen.

Men politiet har brug for flere oplysninger og beder om hjælp.

- Hvis man har set noget, eller hvis man oven i købet har noget videoovervågning, som man kan tjekke, så hører vi meget gerne om det, understreger politikommissæren.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.