Ældgammelt træ fundet i Thy: Kan være over 4000 år gammelt
Træet er kommet til syne i takt med, at havet har spist af kysten.
Else Østergaard Andersen var ude at gå en tur ved Lodbjerg Kystklit. Da hun kom op over klitterne og ned på stranden opdagede hun noget, som hun ikke havde set før.
- Så opdagede jeg sådan en stor kage af maretørv, altså gammel tørv fra tidligere tider. Der var en fantastisk flot træstub, sådan et pænt stort træ, og jeg tænkte: "Hov, det der, det er interessant, for vi kender ikke så meget til store træer i det her område," genfortæller hun.
Kan være 4000 år gammel
Else Østergaard Andersen er til dagligt leder af Nationalpark Thy, og fortæller selv at hun måske er lidt "skadet" af sit arbejde. Derfor lod hun ikke bare træstubben ligge uden videre, men kontaktede Nationalmusset, som sendte Morten Fischer Mortensen, som er seniorforsker ved Nationalmuseet.
- Det er spændende at se. Det vidner om størrelsen af træer, der er vokset på det her tidspunkt, siger han.
Men det eksakte tidspunkt er han ikke sikker på. Han har dog et bud:
- Den kunne sagtens være 4000 år gammel.
- Når man ser på de lag, der er omkring den, så kan man se, at nogle af tørvelagene er dateret til slutningen af bondestenalderen, forklarer Morten Fischer Mortensen.
Han fortæller, at der i jægerstenalderen var skov, men at træerne blev fældet i bondestenalderen og gjorde landskabet i Thy mere eller mindre træløst i bronzealderen.
Derfor er det meget interessant, at finde ud af, hvornår træstubben er fra. Det kan man, ved at finde frem til træarten, fortæller han.
- Hvis vi er rigtig heldige, så er der et egetræ, og så er der en lang sekvens af åringen bevaret, og så kan man faktisk datere det ved hjælp af de her årring, siger Morten Fischer Mortensen.
Fortæller historien om naturen i Thy
Træstubben er interessant, fordi den kan gøre os klogere på naturen i Thy.
For lederen af Nationalparken Thy er det særligt interessant.
- Det kan i princippet forandre hele vores forståelse af, hvordan nationalparkens natur er, og hvordan den er opstået. Vi ved ikke ret meget om vegetationshistorien, før man begyndte at tegne kort - og de ældste kort er tegnet i 1700-tallet, siger hun.
Træet her kan dog være tilbage fra bronzealderen, og derfor sige noget om datidens vegetation i Thy.
- Vi planlægger jo udviklingen for nationalparken for mange hundrede år frem, og kan vi få en fornemmelse af, hvordan skovene har været her tidligere, hvilke træer i hvilke klimaperioder, kan det være vigtig viden, også for fremtiden, hvor vi jo nok må få et varmere klima, forklarer Else Østergaard Andersen.
Dukker op på kysten
Nu tager Morten Fischer Mortensen en prøve fra træstubben med hjem til Nationalmuseet, og undersøger den nærmere.
Træstubben er dukket op i takt med at havet hvert år spiser mere og mere af kysten, og det bliver næppe den sidste træstub fra tidligere tider, som dukker op, mener Else Østergaard Andersen.
- Hvis ikke det bare har været et enkelt træ, der er vokset herude - og det virker jo usandsynligt - så dukker der nok flere op.