Større område afspærret: Gammel mine på Hanstholm Havn kan være farlig
En hornmine ligger lige nu på havnen i Hanstholm. Politiet opfordrer alle til at blive væk.
Onsdag er en såkaldt hornmine bragt i land i Hanstholm Havn. Minen er formentlig fra Anden Verdenskrig, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
- Ved en fejl er et udenlandsk fiskefartøj sejlet ind i havnebassinet med den, siger kommunikationsmedarbejder Mette Quistgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen om minen klokken 11:00 og er lige nu til stede på havnen.
- Det er en medarbejder fra havnen, der ser den ligger på kajen, og så tager han kontakt til politiet, siger vicedirektør og driftschef for Hanstholm Havn, Søren Zohnesen, til TV MIDTVEST.
Havnen er nu spærret af i en radius af 400 meter fra minen.
- Det vigtigste er, at folk skal holde sig væk fra området og følge politiets anvisninger. De skal ikke køre derned og kigge, siger Mette Quistgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Artiklen fortsætter under kortet.
Dele af skibstrafikken i havnen er ramt af afspærringen og dermed ude af drift. Det er dog stadig muligt at komme til og fra auktionshallen, der ligger lige uden for det spærrede område.
Søværnets Dykkertjeneste, der er forsvarets dykker- og ammunitionsrydningsenhed, er på vej til havnebyen fra Sjælland. Derudover er også ammunitionsryddere fra Ingeniørregimentet i Skive tilkaldt.
Klokken 16:19 er det stadig uvist, hvor længe havnen vil være afspærret.
Søværnets minører vurderer, at minen har en funktionsdygtig sprængladning og detonator, og de arbejder derfor nu på en løsning, hvor de vil sejle ud med minen og springe den under vand.
Først når minen er væk fra havnen, vil politiet ophæve afstanden og lade folk vende tilbage til de evakuerede bygninger.
Politiet vil undersøge, hvorvidt der er sket noget strafbart, da farligt gods normalt læsses af længere ude på havnen.