Boligselskab anker bøde på 10.000 kroner efter dødsbrand: - De er usmagelige og usle mennesker

Boligselskab anker dom fra byretten, som den fik i forbindelse med en brand i et lejlighedskompleks, der kostede 19-årige Juline livet.

Til venstre i billedet ses Juline Seberg, som døde i en brand 4. marts 2021. Til højre ses hendes mor, Monika Seberg.
Til venstre i billedet ses Juline Seberg, som døde i en brand 4. marts 2021. Til højre ses hendes mor, Monika Seberg.
Foto: Privatfoto og Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Monika Seberg var lettet, da hun 7. december fik at vide, at der nu var faldet dom over det boligselskab, der ejede den bygning, hvor hendes 19-årige datter Juline brændte inde for 2,5 år siden.

Men nu er lettelsen vendt til vrede og afmagt.

- De er usmagelige og usle mennesker. Det er så lavt at synke, siger Monika Seberg.

For sagen har alligevel ikke nået sin afslutning.

Boligselskabet Munkebolig har anket den dom på 10.000 kroner for overtrædelse af byggeloven, som den fik, fordi der var sat kiler i branddørene, den aften ilden i Juline Sebergs lejlighedskompleks opstod.

Det gjorde, at dørene ikke kunne lukke ordentligt tæt, og røgen derfor frit kunne sive videre fra arnestedet på 1. sal og rundt i resten af bygningen.

Boligselskabet og dets forsvarer mener ikke, at dommen er korrekt. Derfor har de nu anket den til landsretten.

Det oplyser anklager i sagen fra Midt- og Vestjyllands Politi Karlos Dul.

- Nu skal jeg foreløbig skrive en ankeanmeldelse til statsadvokaten. Sagen skal behandles på ny, og nu skal landsretten kigge på sagen igen, siger han. 

Dømt på forkert grundlag 

Forsvarsadvokat for boligselskabet Munkebolig mener sammen med sin klient, at det juridiske grundlag for dommen er forkert. 

I sagen blev boligselskabet tiltalt for én paragraf, men dømt for en anden, og det mener forsvarsadvokat Poul Gade fra Bech Bruun ikke kan være rigtigt. 

- Det er meget specielt i en straffesag, at dommeren ikke bruger den bestemmelse som, anklager vurderer, er den rigtige, og som retssagen drejer sig om, siger han. 

Derfor vil de nu have sagen prøvet ved landsretten.

Karlos Dul fra Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere forklaret, at det var vigtigt at understrege, at sagen ikke handlede om grunden til Juline Sebergs død, men om hvorvidt bygningen var til fare for beboerne i tilfælde af brand. 

På den baggrund var det byrettens vurdering, at der er tale om en strafferamme med bøde. 

- Jeg synes virkelig, at de skal skamme sig

Nu håber Monika Seberg, at landsretten kommer frem til det samme resultat som byretten, så sagen kan blive afsluttet en gang for alle.

For hun vil bare gerne have sat punktum for sagen, så hun kan sørge og savne hende i fred.

Hun forstår slet ikke boligselskabets behov for at anke i første omgang. 

- Jeg synes, det er direkte afstumpet, at de anker.

- Jeg kunne forstå, hvis det var 100.000 kroner. Men 10.000 kroner? Og det var jeg faktisk tilfreds med, selvom jeg er mor og har mistet et barn. Jeg vil bare gerne, at deres ansvar bliver anerkendt.

- Jeg synes virkelig, at de skal skamme sig. De skulle have haft så meget medmenneskelig pli, at de lod det ligge, selvom der så måske er afsagt dom på et forkert grundlag, siger Monika Seberg. 

Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for landsretten.