Coronapasset holder folk fra at komme ud: - Det er en stor gene for lokalbefolkningen
Både restauranter og seværdigheder mærker konsekvensen af, at kunder skal fremvise coronapas.
Hos Vesterhavscaféen i Vorupør mærker de i den grad coronapassets bagside. Flere kunder melder afbud, fordi de ikke har et gyldigt testsvar.
- Vi har haft to, som har ringet og aflyst i dag, fordi den er udløbet her over middag, og så tager de ikke op og får taget en ny, og det, synes jeg, er brandærgerligt, siger Per Møller Nielsen, der ejer Vesterhavscaféen.
Han kan dog godt forstå kunderne. Nærmeste teststed, der har åbent alle ugens dage, ligger nemlig i Thisted, og det er 25 minutter væk i bil, og 55 minutter med offentlig transport.
- Hvis man lige ups skal have lavet en test, så skal man helt til Thisted og stå og vente og så tilbage igen, og det er der ingen, der gider. Slet ikke. Og det gjorde jeg heller ikke selv. Det skal jeg være ærlig og sige. Om man kan have en i hver by, det ved jeg ikke, men jeg synes, det er ærgerligt, at det er sådan, siger Per Møller Nielsen.
60 meter fra caféen ligger Nordsø Akvariet. De har slet ikke åbent endnu, for de mener ikke, at det kan betale sig - netop på grund af kravet om coronapas.
- Det er på grund af alt det her med coronapas og alting. Vi kan se, der ingen mennesker er i byen, så der er ingen mening i at lukke op, så går vi hellere og forbereder os og gør rent, siger Erik Odder Jensen, der ejer Nordsø Akvariet.
Flere teststeder til sommer
Brancheforeningen for de små- og mellemstore virksomheder har lavet en analyse for DR, der viser, at beboerne i flere end 50 landsbyer har over 30 minutter til det nærmeste testcenter med offentlig transport. Ud af de ti landsbyer, hvor det står værst til, ligger halvdelen her i landsdelen.
For de borgere, som både har deres arbejdsliv og privatliv i de små byer, er afstanden en hæmsko.
- Det er en stor gene for lokalbefolkningen, hvis man skal afsted for at blive testet tre gange i ugen for at være dækket ind, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd, og fortsætter:
- Det går ud over omsætningen for en række erhvervsdrivende, så på den måde har det nogle konsekvenser.
Det er kommunerne og de enkelte regioner, der finder ud af, hvor testcentrene bedst placeres. Noget kunne tyde på, at regionen allerede har øje for problematikken i Thisted Kommune.
- Jeg kan godt forstå, at næsten en times transport er lang tid, og vi kigger også hele tiden på, om vi skal udvide i forhold til teststeder, og der kommer også flere teststeder til sommerdestinationerne, nu hvor vi også nærmer os sommeren, blandt andet Vorupør og Klitmøller, siger Ulla Astman, Soc.dem., der er formand i Region Nordjylland.