Familie skulle nyde ferien: Så fik de sig en ubehagelig overraskelse
Der var ikke én, men to døde mus i det sommerhus, hvor Astrid Rasmussen og hendes familie tjekkede ind.
I et sommerhus ved Vestervig indkvarterede sygeplejersken Astrid Rasmussen og hendes familie sig onsdag klokken 16.
De besluttede at holde efterårsferie lidt væk fra de vante hverdagsrammer, så de havde lejet et sommerhus igennem udlejningsfirmaet Dancenter.
Astrid Rasmussen selv ankom til sommerhuset lidt før sin søster og mor.
Som man kender det, hvis man har lejet et sommerhus, så skal vand- og elmåleren aflæses, så snart man tjekker ind. Men i sommerhuset i Vestervig gemte sig andet end en vandmåler.
Lugtede råddent
Lige da Astrid Rasmussen åbnede et skab i køkkenet, mødte hun en ubehagelig stank.
- Det lugtede surt og råddent, og så ser jeg en mus, der er fanget i en fælde og en anden mus midt på gulvet. Jeg aner ikke, hvor længe de har ligget der, forklarer hun.
Astrid Rasmussen flyttede skraldespanden ud af skabet og lukkede lågerne, så børnene, der legede omkring hende, ikke ville vænne sig til at åbne skabet, når de skulle smide affald ud.
Hun ventede på, at hendes mor og søster ankom, så de i flok kunne tage sig af det ildelugtende problem.
- Eller rettere så min mor kunne tage sig af det, siger hun og griner lidt.
Men Astrid Rasmussens mor var heller ikke særlig begejstret for oplevelsen.
- Det var virkelig ikke en opgave, min mor syntes var særlige rar, fortæller Astrid Rasmussen.
Kun ret til musefælder
Da musene var fjernet, kom en tredje, levende mus løbende fra under sofaen.
Nu kunne det være nok.
De ringede til Dancenter og fortalte om overraskelserne. Ifølge Astrid Rasmussen forløb den samtale ikke helt, som hun havde håbet.
- De sagde til os, at det ikke var en stor nok ulempe til en omplacering, og pengene kunne vi ikke få retur. Desuden må vi forvente, at mus altså søger indenfor på denne tid af året, lød beskeden fra Dancenter.
Astrid Rasmussen var en lille smule forbavset over svaret.
- Hvordan kan man leje et sommerhus ud, hvis man ved, at der er mus, spørger hun retorisk, da TV 2 snakker med hende.