Ekspert påpeger mulige årsager til jordskred i Vorupør

Et jordskrev i Vorupør har sendt to tyske drenge på sygehuset i kritisk tilstand. Nu kommer ekspert med mulige årsager.

Det er her på stranden i Vorupør, at jordskredet fandt sted.
Det er her på stranden i Vorupør, at jordskredet fandt sted.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST
Opdatering

  • De to tyske drenge på henholdsvis ni og 12 år er døde efter sandskredet, der skete søndag i Vorupør. Drengene afgik ved døden tirsdag aften. Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi onsdag 28. august.

To tyske drenge blev søndag fanget i et jordskred ved Vorupør. Drengene blev gravet ud efter cirka 40 minutter, hvor de blev fundet livløse, men er altså nu i kritisk tilstand på sygehuset i Skejby.

Politiet er nu i gang med at efterforske ulykken sammen med flere eksperter for at klargøre, hvad der har forårsaget jordskredet.

I den forbindelse har TV MIDTVEST talt med en ekspert på området, der kan komme med en mulig forklaring på, hvad der er sket.

Og der er flere forklaringer.

- Vi har haft høje bølger i forbindelse med stormen. Bølgerne har eroderet stranden. Når vandet har trukket sig tilbage, så har der været en meget smal strand tilbage, fortæller Søren Munch Kristiansen, lektor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet - og tilføjer:

- De her flyvesandsklitter, som vi har langs hele vestkysten, er her blevet undermineret. Det gør dem ustabile, og så skrider de lige så stille.

Ikke den eneste forklaring

Søren Munch Kristiansen understreger, at han ikke kan konkludere noget endegyldigt, da han ikke selv har været på stedet, men TV MIDTVEST har givet ham billeder fra stedet, som han har brugt i sin vurdering.

Høje bølger og storm er dog ikke den eneste forklaring. Også nedbør spiller ind.

- Regn har helt sikkert også en indflydelse. Det gør sandet højere oppe tungere og en lille smule mere ustabilt nederst (på klitten, red.), forklarer Søren Munch og tilføjer:

- Grundvandet er højere, og det gør, at skræntfoden er blevet mere ustabil, når der er mere grundvand.

At skredet sker er ikke nyt, men timingen er bemærkelsesværdig.

- Det er ikke udsædvanligt. Der er mange faktorer, men det er sket tidligt. Det er normalt noget, der sker i efteråret, hvor der ikke er lige så mange mennesker på strandene, fortæller Søren Munch Kristiansen - og tilføjer:

- Det er rigtigt uheldigt.

På nuværende tidspunkt vides det ikke præcist, hvordan jordskredet er sket, eller hvordan drengene har ageret i forbindelse med jordskredet.