Hotelejer laver overtræk på 6400 kroner hver dag: - Det er uretfærdigt, synes jeg faktisk
Fordi lønkompensationen er struktureret, som den er, må en hotelejer hver dag lave et overtræk for at få virksomheden til at løbe rundt.
6400 kroner.
Så mange penge må Michael Thinggaard Madsen fra Hurup hver dag trække over på sit dankort for at holde hånde under sit hotel, Hotel Thinggaard, som er tunget til at holde lukket på grund af corona.
Men det vil han have lavet om på. Her er det især lønkompensationen, han vil have kigget på.
- For mig gør det, at jeg skal hæve 6400 for, at der er et arbejde at komme tilbage til for mine medarbejdere. Det er uretfærdigt, synes jeg faktisk, siger hotelejeren.
Som hjælpepakkerne er lige nu, kan man få dækket 75 procent af sine udgifter til løn.
Får opbakning
HORESTA, der er en dansk brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, og som består af en brancheforening og en arbejdsgiverforening, bakker hotelejeren op.
- Virksomhederne skal stadig dække ret store dele af medarbejdernes lønninger, og det har man altså svært ved, når man lige nu er tvangslukket og har restriktioner. Skal vi holde hånden under arbejdspladserne og bevare virksomhederne, så de kommer ud på den anden side af corona, så er der altså behov for, at man får kigget på hjælpepakkerne, siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent i HORESTA.
Men det kommer altså ikke til at ske lige nu.
Det slår Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er fungerende beskæftigelsesminister, fast.
- Der er tale om en trepartsaftale, så derfor er det ikke en politisk besluttet aftale, men noget, vi har gjort i fællesskab ud fra de fælles balancer, vi er nødt til at have øje for i en tid som den her. Den dialog fortsætter vi med at have, siger hun.
Må tale med bank
Selvom Michael Thinggaard Madsen lige nu hæver 6400 kroner om dagen, er det ikke sikkert, at han kan blive ved.
- Jeg er jo nødt til at tage en snak med min bank om, hvor lang tid de kan holde hånden under os, siger han.
Hotelejeren hæver pengene, så hans 23 ansatte kan blive ved med at få deres løn.