Mægler kimet ned: Nu kan du købe huset, hvor berømt film blev til

Instruktøren bag Snøvsen-filmene sælger sit hus, hvor filmene blev skabt i sin tid.

SnøvsensHus
Foto: EDC, Thisted. Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Kan du huske Snøvsen? Det lille væsen, som Benny Andersen skrev fire børnebøger om i 60’erne, 70’erne og 80’erne.

Senere kom der to film om den lille, løjerlige fyr og hans menneskeven Eigil. Filmene fra 1992 og 1994 er skabt af filminstruktøren Jørgen Vestergaard, og hans hus er nu sat til salg.

Det var i netop dette hus, instruktøren skabte de to film om Snøvsen. Her arbejdede nu 85-årige Jørgen Vestergaard i sin tid ved klippebordet, og huset rummer sågar også et filmstudie.

Enkelte scener fra filmene er optaget på stedet - i huset Gadegaard, som ligger midt i Sennels i Thy.

EDC i Thisted satte huset til salg for tre dage siden. Og så fik de travlt.

- Vi er nærmest blevet lagt ned. Der har været meget stor interesse, siger ejendomsmægler Simon Larsen og fortæller, at der allerede er booket 14 fremvisninger af ”Snøvsen-huset”.

Gadegaard er fra 1916. Filminstruktør Jørgen Vestergaard og hans hustru har ejet det siden 1979.

Snøvsen-effekterne fra huset følger dog ikke med, hvis man køber huset.

- Men det er jo med til at fortælle historien, påpeger ejendomsmægleren.


Herunder kan du se videoen, hvor man kan se Snøvsen-tingene i huset:

2:22
Kilde: EDC, Thisted