Mand sparket og trampet i hovedet af 15-årig
En ung mand blev trampet i hovedet på marked.
En 18-årig mand fik natten til torsdag tæsk af en 15-årig dreng på Vildsund Marked syd for Thisted.
Det oplyser Jeppe Holgersen, der er Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Klokken 00.29 fik politiet meldingen om, at to unge mænd var kommet op at slås.
- Det startede med tumult og endte med, at den ene af dem blev sparket i hovedet. Så faldt han ned og blev så også trampet i hovedet to gange, siger vagtchefen.
Det var en 15-årig dreng fra Bedsted, der sparkede og trampede på en 18-årig mand fra Nykøbing.
Gemte sig bag JYSK
Der var flere vidner, der så slagsmålet, og det lykkedes et par af dem at få skilt de to unge mænd ad. Gerningsmanden løb efterfølgende fra stedet.
Politiet var til stede på markedspladsen, da slagsmålet skete, men en ekstra patrulje blev tilkaldt.
Det lykkedes betjentene at finde den 15-årige, der havde gemt sig bag byens JYSK forretning ikke langt fra markedet.
- Han blev anholdt kort tid efter og taget med til stationen i Thisted, siger Jeppe Holgersen.
Den 15-årige blev sigtet for vold.
Den 18-årige blev tilset af sundhedspersonale i ambulance på pladsen, men han tog efterfølgende direkte hjem uden at komme forbi skadestuen.