Nysgerrig ræveunge kom helt tæt på Karina: - Den var kun en halv meter fra mig
Karina Vang var hurtig med mobilen, da hun spottede en ræveunge ved en rapsmark. Ræveungen var under en meter fra hende.
Karina Vang kører ofte forbi en rapsmark i Brund ved Thisted, men den anden aften var hun nødt til at holde ind til siden. For på asfalten lå en ræveunge og slikkede den sidste aftensol.
- Den kunne heldigvis ikke lugte mig, så jeg kørte lige så stille tættere på. Til sidst var den kun en halv meter fra mig, siger Karina Vang.
Hun fandt mobilen frem og nåede at filme ræveungen i næsten et minut før den forsvandt ind i rapsmarken.
- Den var meget nysgerrig og var helt sikkert blevet noget tid, hvis ikke den var blevet bange for den bil, som kom, siger hun.
Helt unikt
Karina Vang er meget ude i naturen og har ofte været tæt på kronhjorte. Hun har også før set ræveunger, men aldrig så tæt på.
- Det her var helt unikt. Jeg skal helt sikkert ud og se, om jeg kan finde den igen i aften eller i morgen, siger hun.
Der var flere sport i rapsen, og derfor er hun overbevist om, at ræveungen og måske også dens familie holder til meget tæt på.
Karina Vang har sendt videoen til Seernes Billeder på TV MIDTVEST. Her kan midt- og vestjyder dele glimt fra deres hverdag med os og resten af Midt- og Vestjylland.