Rævehvalpe flytter hjemmefra: Flere seere oplever besøg helt tæt på

I disse uger flytter rigtigt mange unge ræve hjemmefra, og i den første tid kan de være meget nærgående. Betinna Nielsen fik rippet sin stikkelsbærbusk.

Det var egentlig hundene, der opdagede det først.

Hjemme i stuen i Bedsted sad Betinna Nielsen og så fjernsyn, da hendes to hunde pludselig begyndte at gjalde op ved det havevendte vindue. 

- Så kunne jeg se den stå omme ved busken på bagben. Den havde så travlt med alle stikkelsbærrene, siger Betinna Nielsen. 

Få meter fra vinduet havde en ung ræv stukket snuden i en stikkelsbærbusk. 

- Jeg skulle egentlig have lavet gelé af dem, men det bliver der vist ikke noget af i år, siger Betinna Nielsen, der understreger, at hun mest af alt synes, det er hyggeligt med et rævebesøg. 

Betinna Nielsen.
Betinna Nielsen.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

'Teenage-ræve' skal lære at klare sig selv 

Betinna Nielsen er ikke den eneste, der har haft besøg af den snu firbenede. Flere af TV MIDTVESTs seere har indsendt videoer, hvor man ser ræve komme relativt tæt på bygninger. 

Og det er der ifølge naturvejleder Tonny Toftdal en god forklaring på. Der er nemlig lige blevet sendt en ny generation ræve ud i verden på egen hånd. 

- De bliver født i marts-april måned, og så har de det som udgangspunkt trygt og godt i en grav, hvor mor og far kommer med mad. Nu er de så ved at nå den her 'teenage-alder', og så bryder familierne op, siger Tonny Toftdal. 

Derfra skal rævene klare sig selv, og det betyder i mange tilfælde, at de unge ræve kommer ud nogle steder, hvor erfarne ræve oftest holder sig fra.

- De begynder jo at rende rundt uden deres mor. Nu er der ingen, der siger, de skal passe på, så de skal simpelthen selv ud og drage sig nogle erfaringer, siger Tonny Toftdal. 

Tonny Toftdal kender en rævegrav, hvor der boede rævehvalpe til for ganske nylig.
Tonny Toftdal kender en rævegrav, hvor der boede rævehvalpe til for ganske nylig.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

- Nyd synet, men lad dem selv finde maden

I Bedsted har Betinna Nielsen rettet et blik mod en busk, der står lige ved siden af hendes stikkelsbær.

- Det er ribs, og der er mange, så det kan være, det bliver det næste, den vil tage, siger hun. 

Hun har dog ikke planer om aktivt at fodre for sin nye rødpelsede nabo, og det er en god idé, fortæller naturvejlederen Tonny Toftdal.

- Man skal som udgangspunkt ikke fodre vilde dyr. Problemet er, at dem man tiltrækker med mad, ofte vil være de svage dyr - for eksempel en ræv med skab eller en, der er fuld af parasitter. Så egentlig skal man bare nyde synet af dem, når de er der. En dag bliver altid bedre af, at man ser sådan et dyr, siger Tonny Toftdal.


Se indslaget fra TV MIDTVEST mandag aften:

2:42
I juli og august flytter de fleste ræveunger hjemmefra. Det oplever flere seere i deres haver.