Turistmekka ramt på vandforsyningen: - Min telefon er rødglødende
Købmand fortæller, at vand på flasker går som varmt brød
Som TV MIDTVEST kunne fortælle tidligere onsdag, er kystbyen Klitmøller ramt på sit drikkevand.
Der er konstateret E. coli bakterier i drikkevandet, oplyser Ole R. Kristensen, der er formand og driftsansvarlig hos Klitvand, der forsyner Klitmøllers fastboende og de mange turister med drikkevand.
- Jeg fik beskeden her lige over middag, og så gik vi direkte til vores beredskabsplan, som der ligger en fast procedure for. Det betyder blandt andet, at vi har sendt sms ud til alle vores kunder, men vi har også haft direkte fat i vores skole, vores plejehjem, campingpladserne og de store sommerhusudlejere, siger formanden, der påpeger, at man nu anbefaler sine brugere at koge vandet.
- Hvis bakteriekoncentrationen er større, kan man også udstede et kogepåbud. Her er der tale om en anbefaling, understreger Ole R. Kristensen.
Nyheden om, at man nu skal koge vandet, inden man drikker det eller bruger det i madlavningen, har skabt en del furore i Cold Hawaii-hovedstaden.
- Min telefon er rødglødende, og jeg hører også, at købmanden er ved at løbe tør for vand på flasker, siger Ole R. Kristensen.
Og det bekræfter den lokale Spar-Købmand Mikael Konradsen.
- Vi har travlt med at få båret vand ind i butikken, og vi har desværre ikke vand i store flasker i de mængder, vi kunne bruge. Forsyningen af vand i store flasker har været ramt siden regeringens udmelding om, at vi alle skal have et forråd til tre dage derhjemme. Det har ikke noget med situationen i Klitmøller lige nu at gøre, men det rammer os os i den her situation.
Købmanden håber, at drikkevandet i Klitmøller snart er bakteriefrit igen.
- Men hvis situationen er den samme i morgen, så skaffer jeg mere vand. På den ene eller anden måde, siger han.