Uopmærksom fisker sejlede surfers bræt i stykker
Nu søger politiet vidner og video til hændelsen.
Det er ikke kun på vejene, at man skal være opmærksom. Det gælder i høj grad også på vandet, og søndag var det ved at gå galt på stranden i Nr. Vorupør.
Klokken 12.42 kom en fiskerjolle i land, mens der var mange badende og surfere i vandet.
- Det er som om, at fiskeren ikke tager hensyn til menneskene. På vej ind er han ved at sejle ind i en surfer, der når at springe af brættet, så han ikke blev ramt. Men surfbrættet gik i stykker.
- Det er en sag, vi tager alvorligt, når der var så mange mennesker tilstede på stranden, fortæller politiassistent ved Lokalpolitiet i Thisted Frits Kortegaard.
Der kom ingen personer til skade ved hændelsen.
Søger øjenvidner og videomateriale
Politiet ankom til Nr. Vorupør, da flere borgere henvendte sig på grund af fiskerens uopmærksomhed.
Her tog patruljen en snak med føreren af båden, men politiet savner øjenvidneberetninger.
- Vi vil rigtig gerne høre fra borgere, der har set båden komme ind, og hvis de har optaget det på video, vil vi meget gerne se det, så vi kan klarlægge hændelsesforløbet, siger politiassistenten.
Du kan kontakte politiet på telefon 114.