Vestervig vil vækste: Forskønner byen og byder ukrainere velkommen
I Vestervig er de klar til at modtage nye ukrainske borgere med kyshånd. De håber, at familierne måske vil slå sig ned og være med til at sikre liv i byen, der ellers mærker affolkningen.
- Om vi mangler folk? Det er rimeligt, at vi mangler folk i byen. Det er da der ikke en by, der ikke gør, siger Lars Steffensen.
Han er landmand og bor i Vestervig i Thy. Da han bliver spurgt, hvor længe han har boet der, tøver han ikke.
- Altid, griner han.
I dette tilfælde betyder "altid" 57 år. Han kender altså om nogen byen, og han glæder sig over, at der i den kommende uge kommer 26 nye borgere til. Alle med ukrainsk som modersmål.
- Det er selvfølgelig et trist grundlag, de kommer på, men det er da skønt, at der kommer nogle til. Jeg håber, at byens befolkning vil være behjælpelige, åbne deres arme og give hjerterum, siger Lars Steffensen.
Og mon ikke. For flere af de lokale i Vestervig drømmer om, at de nye indbyggere på sigt vil slå sig ned og sende deres børn i den lokale skole. Det vil nemlig være med til at sikre liv i byen, der ellers mærker affolkningen.
Det hjerterum som Lars Steffensen taler om, er præcis hvad Jan Handbjerg og Dorte Gad tilbyder de kommende beboere.
Sidste år købte de byens gamle sygehus, som tidligere har været brugt til asylcenter. Parret er i fuld gang med at skrue, vaske og indrette, så det kan blive helt klar til, at de nye beboere skal flytte ind.
- Kunne vi hjælpe ukrainerne i den situation de er i, så kunne det være helt fantastisk, siger Jan Handbjerg om parrets tanker, der gjorde, at de kontaktede Thisted Kommune og tilbød deres hjælp.
Og han glæder sig til at byde de nye gæster velkommen til Vestervig.
- Det bliver jo et møde mellem kulturer. Det ønsker vi både at understøtte og udvikle, fastslår han.
Mange af de lokale i byen har hjulpet med at gøre bygningen klar, ligesom parret også har modtaget en lang række donationer på vegne af de 26 ukrainere.
Byen har prøvet det før
For godt ti år siden var der et asylcenter i byen, så det er ikke første gang, at de lokale møder beboere, der taler et andet sprog end dansk i Vestervigs gader.
- Stemningen var blandet dengang. Der var et møde i hallen, husker jeg, hvor nogle var meget skeptiske. Mange synes også, at det kunne vi godt stille op til. Men der blev en overvejende god stemning, fortæller Hanne Tang, der også bor i byen og arbejder i den lokale Røde Kors.
Hun var dengang såkaldt "repræsentant" for nogle af de unge mennesker, der kom til Vestervig. Hun hjalp dem med at falde godt til, og det har efterladt et indtryk.
- Det vi kan i en lille by, det er jo, at det bliver overskueligt for dem. De to unge mennesker jeg har været repræsentant for, de drømmer stadig om at komme til Thy og arbejde. Én af dem har fået asyl i Frankrig, men hans mål er at komme til Danmark, fortæller hun.
Hanne Tang håber, at det bliver muligt at skabe hyggelige tiltag for de kommende familier. Blandt andet tænker hun, at venskabsfamilier kan besøge hinanden og drikke kaffe sammen.
Byforskønnelse skal lokke endnu flere til
Det er ikke kun i det gamle sygehus, at der sker ting og sager i Vestervig.
Forskellige tomme huse i byen er blevet købt på tvangsauktion. Efterfølgende er de blevet fjernet eller renoveret.
- På den måde stiger hele byen i værdi. Så er der også mulighed for at få unge mennesker til at købe hus i Vestervig og få skolen til at bestå og udvikle sig, siger den lokale borger Lars Steffensen.
Han håber nemlig på, at endnu flere vil finde vej til den lille by i Thy - uanset modersmål.
- Det er jo bare en snebold, der skal trille og gøre sig lækker hele tiden. Når vi har en hal, der fungerer, og ting der sker, så bliver det jo bare mere og mere attraktivt. Alting kan lade sig gøre, så længe der bliver spurgt om det. Der er jo frivillige, der gerne vil hjælpe til, fortæller Lars Steffensen.
Hanne Tang er sikker på, at Vestervig også kommer til at få glæde af de ukrainske indbyggere, der flytter ind til en start.
- Vi bliver mere alsidige, og vi har godt af at kunne se ud over vores egen næsetip. Man lærer nogle andre kulturer at kende, og vores børn kan lære børn fra andre lande at kende, siger hun.
To af beboere er allerede flyttet ind. De resterende 24 personer flytter ind den 1. juni.