VUC-uddannelser får dødsstødet

Regeringen har planer om at nedlægge voksen-uddannelsescentre sammen med HF.

Buster Adam Valeur Madsen og Bianca Benedikte Vetter er kede af udspillet, som vil lukke både deres uddannelse, Cold Hawaii HF, og VUC i Thisted. Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST.
Buster Adam Valeur Madsen og Bianca Benedikte Vetter er kede af udspillet, som vil lukke både deres uddannelse, Cold Hawaii HF, og VUC i Thisted. Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST /Mattel

Landsdelens voksen-uddannelsescentre står til at blive nedlagt fra 2030. Det er kendsgerningen, hvis regeringens reform på uddannelsesområdet bliver vedtaget.

Forslaget om at nedlægge VUC sammen med HF-uddannelserne er landet som en bombe, hos blandt andre Thy-Mors HF & VUC, hvor rektor Erik Dose Hvid er rystet over regeringens udspil.

- Hvis vi mister den to-årige HF uddannelse, så kan vi ikke eksistere længere. Det er et økonomisk grundlag for os, som er nødvendigt, siger rektoren.

Populære HF-linjer

Netop VUC i Thisted har de senere år haft en række populære HF-linjer, som henter en stor del af eleverne uden for Thy og Mors. I alt 120 studerende går på de tre forløb Cold Hawaii, Imagine og Outdoor, hvor optaget har været stigende de senere år.

To af de studerende på Cold Hawaii linjen, er Bianca Benedikte Vetter og Buster Adam Valeur. I løbet af to år kombinerer de skole arbejde med surf-sport, og det er de glade for.

- Jeg har tidligere gået på STX og valgt den fra, fordi jeg hellere vil gå her. Vi får virkelig meget andet end netop skoledelen, ved at gå på Cold Hawaii, siger Bianca Benedikte Vetter.

Hun suppleres af sin mandlige medstuderende, som er glad for ikke udelukkende at skulle sidde på skolebænken i hele forløbet:

- Jeg elsker det virkelig, fordi man ikke skal sidde på numsen fra klokken otte til 15 hver dag, men kan komme ud og surfe, som en del af undervisningen. Det passer fint for en fyr som mig, der har så meget energi, siger Buster Adam Valeur Madsen.

Begge ærgrer siger over, at HF-uddannelserne står til at lukke, sammen med VUC.

Tilbud til voksne

- VUC bruges i høj grad af voksne studerende, som har taget et forkert valg i uddannelses systemet tidligere, og vil en helt anden vej. Derfor synes jeg det er ærgerligt, hvis de ikke skal have muligheden for det på to år, mener Buster Adam Valeur Madsen.

Lukkes VUC helt vil det betyde, at et fleksibelt tilbud i uddannelsessystemet forsvinder, og det bekymrer rektoren hos VUC i Thisted.

- Vi kombinerer det, at give unge en gymnasial uddannelse, samtidig med at vi kan give voksne en efteruddannelse i forskellige fag, på den samme skole. Det kan vi ikke længere, hvis vi ikke får lov til at eksistere, siger Erik Dose Hvid.

Men regeringen vil have VUC og HF fjernet. Spørgsmålet er så, hvad der skal sættes i stedet?

- Der skal stadigvæk være voksenundervisnings tilbud, som dækker bredt, geografisk. Det er så det, vi skal have fundet nogle gode løsninger på lokalt, siger Anne Paulin der er socialdemokratisk folketingsmedlem, valgt i Skivekredsen.

Forhandlingerne om den nye uddannelsesreform ventes at starte i løbet af de kommende uger.