Henry har haft både Gidsel og Pytlick i hænderne: Særligt én ting er udfordrende
Mens håndboldherrerne giver den gas på håndboldbanen i Jyske Bank Boxen i Herning, bliver der knoklet bag kulisserne i Silkeborg.
Der bliver svedt en del, når man kæmper om guldet til VM i herrehåndbold i Herning. Det betyder selvfølgelig også, at det svedige tøj har brug for en ordentlig vask.
Når det sker tager Henry Jepsen fra Ren Service A/S turen fra Silkeborg og rundt til diverse hoteller, hvor flere af landsholdene er indkvarteret. Vaskeriet har nemlig fået den store opgave at sørge for at vaske spillertøjet for både Tjekkiet, Tyskland, Schweiz, Algeriet og det danske herrelandshold i håndbold.
- Det er da specielt at få lov til at være med i forhold til, at det er så stor en begivenhed som VM i Boxen. At vi kan få lov til at have et udkom af det, sætter jeg pris på, fortæller Henry Jepsen, som er indehaver af Ren Service A/S.
På hotellerne har landsholdene fået vaskeposer, hvor spillertøjet samles i, indtil Henry Jepsen selv afhenter det og returnerer igen, når tøjet er rent. Nogle gange bliver vaskeposerne dog fyldt så meget op, at vaskeriet bliver nødt til at tage trøjerne ud og individuelt hænge dem på bøjler, når de skal afleveres til spillerne igen.
Derfor er der fart på hos vaskeriet, hvor der ifølge Henry Jepsen er aktiviteter 24/7 i disse dage, når de skal sørge for, at Mathias Gidsel, Emil Nielsen og Simon Pytlick får rent og pænt spillertøj retur.
Harpiks er en svær modstander
Der er bare to udfordringer, når man vasker håndboldspilleres beskidte tøj. Harpiks og sved. Især harpiksen er en svær modstander for Henry Jepsen og hans ansatte.
- Når jeg ser i fjernsyn, hvor meget harpiks de kommer på fingrene, er det nok ikke overraskende, at det også kommer på tøjet.
Vaskeriet har lavet en aftale om, at det må komme så godt af, som det kan lade sig gøre. Skulle det hele væk, var de nødsaget til at bruge specialmidler, og det havde både været tidskrævende og hårdt ved tøjet.
Det er ikke første gang Ren Service A/S skal stå for at holde tøjet rent under en slutrunde.
I 2023, da VM i kvindehåndbold også blev spillet i Jyske Bank Boxen i Herning, stod Henry Jepsen og Ren Service A/S også for at hente tøjet, bringe det til vaskeriet i Silkeborg og sørge for rent tøj til landsholdsspillerne.
På trods af erfaringen har der vist sig at være et par forskelle på at vaske kvindernes tøj og herrernes tøj.
- Herrernes er større og meget tungere kvalitetsmæssigt, fortæller Henry Jepsen.
Med spillertøj fra ikke mindre end fem nationer fristes man til at tro, at det kan være svært at holde styr på. Ifølge Henry Jepsen er der da også før tøj, som er forsvundet, men det har oftest været på grund af forbytninger af vaskeposer ude på hotellerne.
Det bliver nok sidste gang Ren Service A/S skal vaske herrelandsholdet i håndbolds spillertøj i denne omgang. Lørdag aften klokken 18.00 spiller de nemlig deres sidste kamp i Jyske Bank Boxen i Herning mod Tjekkiet, før turen går mod Oslo i Norge.