17 golden retrievere indleveret på dyreinternat

De mange hunde kommer fra et dødsbo og har klaret sig selv, indtil det blev opdaget, at deres ejer var død.

Her ses en af de fire hvalpe, der blev indleveret.
Her ses en af de fire hvalpe, der blev indleveret.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Brande Internat har fået 17 nye firbenede beboere.

Således er 17 golden retrievere blevet indleveret til internatet, der hører under Dyrenes Beskyttelse. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Hundene, som tæller 13 voksne hunde og fire hvalpe, kommer fra et dødsbo, hvor de formentlig har måttet klare sig selv i længere tid, før det blev opdaget, at ejeren var død.

Det betyder, at nogle af hundene var blevet meget tynde.

- Det er en trist sag, hvor hundene har gået lang tid for sig selv, før de blev fundet, hvilket også kunne ses på hundenes tilstand. Da hundene blev opdaget, blev de derfor straks bragt til Brande Internat, hvor vores dyrlæger og personale har taget sig godt af dem og sørget for, at de fik alt den hjælp, de havde brug for, siger Yvonne Johansen, Dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Har spist grus

Alle hundene er blevet undersøgt af en dyrlæge, og ingen af dem ser umiddelbart ud til at have lidt varig skade af at have gået uden mad og vand.

Men for at få fyldt maverne har nogle af hundene formentlig spis grus. Da de blev undersøgt af en dyrlæge, blev der nemlig fundet skader på tænderne hos de tyndeste hunde.

- Der var heldigvis ingen af hundene, der havde særligt slemme bidskader, og vi er meget imponerede over, hvor søde og gode de er. Det er helt klart nogle hunde, der, inden ejerens død, er blevet taget meget fin hånd om, fortæller Yvonne Johansen.

Skal vænnes til at gå med snor

Nu bor de 17 hunde på Brande Internet, hvor de har skullet vænnes til at spise igen, så de kunne komme tilbage på normal vægt.

Det beskriver Yvonne Johansen som "en langsommelig proces", idet nogle af hundene vejede bare 13 kilo, som er meget lidt for en voksen golden retriever.

- Derudover var der et par stykker af de voksne, som var lidt skræmte over situationen, og vi har derfor lagt stor energi i at socialisere hundene med hverdagsting som at få snor på og gå tur, fortæller Yvonne Johansen.