Er du ramt? Forbrugerråd "dumper" hvert tredje elselskab
Mens nogle af selskaberne vil "kigge indad," kalder andre testen for "urimeligt hårdt" og "vildledende."
Det danske el-marked er før blevet kaldt for ”det vilde vesten”.
Og nu fraråder Forbrugerrådet Tænk ligefrem kunder at købe deres strøm hos hvert tredje danske elselskab.
Sådan lyder konklusionen i en ny test, som organisationen har offentliggjort torsdag.
- Nogle elaftaler dumper slet og ret, fordi de er utroligt dyre. Det bedste råd vi kan give, er at undgå de elaftaler, som vi dumper, siger projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Emil Rosager Schaarup.
Forbrugerrådet har længe været blandt de mest højlydte kritikere af en håndfuld "brodne kar" på elmarkedet.
Men politikere, organisationer og kunder har også flere gange raset mod en række selskabers vildledende priser, aggressive markedsføring og ulovlige metoder.
Vildledende priser og lovbrud
Kort fortalt har Forbrugerrådet Tænk forsøgt at gå de danske elselskaber igennem med en tættekam.
Derfor har de tjekket priserne på 85 forskellige elaftaler fordelt på 55 elselskaber. Samtidig har de taget blandt andet tidligere lovbrud, påtaler fra myndigheder, kundetilfredshed og kommunikation med i deres overvejelser.
Konklusionen er, at 16 selskaber får karakteren ”god,” der er testens højeste.
Modsat er der så store problemer med 20 af selskaberne, at de helt "dumper" testen og ifølge Forbrugerrådet Tænk frarådes som elselskab.
Her er elselskaberne, som Tænk dumper
Du kan finde Forbrugerrådet Tænks fulde forklaring på dumpekarakteren for hvert enkelt selskab i linket under tabellen.
Selskab | Produkter | Årsag |
---|---|---|
b.energy | b.family+ | Tidligere påtale, påbud og bøde |
Dansk Strøm | Flex + Rabat | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påtale, påbud og bøde |
Edison | Variabel | Manglende eller vildledende priser, samt tidligere påtale og påbud |
e-go | E-GO Spot | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påbud eller bøde |
Energi+ | Strøm+ & Strøm+39 | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påbud eller bøde |
Energidrift | Variabel | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påbud eller bøde |
Fair Strøm | Fair Spot Kvartal & Fair Spot Måned | Manglende eller vildledende priser |
Forskel | FlexEl & SpotEl | Manglende eller vildledende priser |
Green Power Energy | Variabel pris | Manglende eller vildledende priser |
Grøn elforsyning | Grøn Flex | Tidligere påtale eller bøde |
Iwatt | Variabel | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påbud eller bøde |
Lokal-energi | Lokal Variabel | Manglende eller vildledende priser |
Modstrøm | Grundprodukt, SpotEl & NemEl | Høje priser samt tidligere påtale, påbud og bøde |
Nettopower | El m/variabel pris | Manglende eller vildledende priser |
Nordisk Energi | Grøn spot & Grøn Variabel+ | Manglende eller vildledende priser |
Power Fuel | Variabel strømaftale | Manglende eller vildledende priser |
Strømlinet | FlexEl & SpotEl | Manglende eller vildledende priser |
Velkommen | GrønEl & Råkraft | Manglende eller vildledende priser samt tidligere påtale, påbud og bøde |
Vest Energi | Indkøbspris & SpotEl | Høje priser samt tidligere påbud eller bøde |
Vindstød | SpotVind | Høje priser samt tidligere påtale eller bøde |
Nogle steder skyldes dumpekarakteren, at elaftalerne simpelthen er for dyre. For ser man på testens dyreste produkt, er det mere end ti gange så dyrt som det billigste.
- Det er en enorm stor prisforskel på produkter, som i bund og grund er ens. Begge produkter sørger for, at du får strømmen leveret til din adresse via elnettet. Det eneste, som prisforskellen er et udtryk for, er altså, hvor meget elselskabet tjener på at have dig som kunde, siger Emil Rosager Schaarup.
Andre steder ser priserne på overfladen fine ud. Men dykker man ned i aftalerne, er op mod halvdelen af prisen gemt væk i gebyrer og tillæg.
Ofte under indviklede navne som ”nethåndteringsgebyr”, ”tidsdifferentieret netadministrationstillæg til nettariffen” eller ”netadministrationsopkrævningsabonnement,” fortæller Emil Rosager Schaarup.
Sidst, men ikke mindst, er en række selskaber ifølge Forbrugerrådet Tænk slet og ret blevet taget i at bryde loven. For eksempel med aggressivt telefonsalg og manglende tilbagebetalinger af tilgodehavender til sine kunder.
Flere selskaber afviser kritikken
TV 2 har ikke haft mulighed for at efterprøve alle de oplysninger, som Forbrugerrådet Tænk bygger vurderinger af de 85 elaftaler på.
Men samtlige selskaber, der er dumpet forbrugerrådets test, er onsdag blevet kontaktet af TV 2.
Hos både Forskel, Strømlinet og E-go lyder det samstemmende, at man tager kritikken "seriøst" og nu har opdateret teksterne på sine hjemmesider.
Fra Energidrift lyder et lignende svar.
- Vi må kigge indad, når vi giver en tredjepart som Forbrugerrådet Tænk muligheden for at pege fingre af os, hvorfor vi tager deres udmelding til efterretning og nu samler de faste gebyrer i abonnementsprisen, skriver selskabet i en mail til TV 2.
Men en række andre selskaber tager mindre stiltiende imod testens resultat. Heriblandt B.energy, som dumpes på grund af en række tidligere sager om blandt andet ulovligt telefonsalg og brud på reglerne om slutafregning.
I en mail til TV 2 affejer administrerende direktør Thomas Søgaard-Andersen kritikken med henvisning til, at lovbruddene blev begået af tidligere ejere.
- Det er tilsyneladende en arvesynd, vi som selskab skal slæbe rundt på for evigt i Tænks analyser, siger han.
Herunder kan du læse svarene fra de ni selskaber, som er vendt tilbage på TV 2s henvendelse.
Kunder stjæles uden at blive spurgt
TV 2 har gennem længere tid kunnet fortælle om store problemer på det danske el-marked.
Senest er det kommet frem, hvordan hundredevis af kunder hos de to søsterselskaber Velkommen og Nettopower raser over store acontobetalinger og fodslæbende tilbagebetalinger af tilgodehavender.
Men den historie er langt fra enestående, og det har fået en række politikere og organisationer til at råbe vagt i gevær.
Det gælder blandt andre energisektorens egen brancheorganisation, Green Power Denmark, der så sent som i sidste uge advarede mod en håndfuld ”skruppelløse elselskaber,” der er begyndt at overføre kunder fra andre selskaber ved hjælp af kundernes cpr-numre.
Vel at mærke uden at kunderne selv har bedt om det.
- Vi er bekendt med, at det er sket i en række tilfælde, og det er en praksis, som vi skal have stoppet, lød det i en pressemeddelelse fra afdelingschef i Green Power Denmark Martin Dam Wied.
Minister arbejder "benhårdt" på lovpakke
Problemerne på elmarkedet fik tidligere på måneden klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til at love en ny lovpakke, der skal stoppe ”lykkeriddere og plattenslagerne.”
Hvad pakken konkret skal indeholde, er endnu ikke på plads. Men ministeren har selv nævnt en slags bevillingsordning, strengere straffe og måske et opgør med såkaldte acontobetalinger.
Senest mødtes Lars Aagaard 10. oktober med Forbrugerrådet Tænk og energibranchens erhvervsorganisation, Green Power Denmark, for at drøfte mulighederne.
Men hvad mødet mundede ud i, eller hvornår lovpakken forventes at være klar, vil ministeren endnu ikke komme nærmere ind på.
I et skriftligt svar til TV 2 skriver han dog onsdag aften, at der arbejdes "benhårdt på sagen".
- Det har konsekvenser for både forbrugerne og for de selskaber, der godt kan finde ud af at spille efter reglerne. Testen fra Forbrugerrådet Tænk understreger igen det store behov for skrappere regler, skriver Lars Aagaard.