Legende besøger landsdelen: - Jeg har svært ved at holde af ham
En af fodboldens største trænere besøger MCH Arena onsdag. Selv om José Mourinho er i karantæne, er det nok for mig, at han bare er på stadion.
Kommentar af Morten Bruun, fodboldekspert og -analytiker hos TV 2
Det var en pressekonference til historiebøgerne, da Chelsea FC for lidt over 20 år siden præsenterede José Mourinho.
Den portugisiske træner havde netop vundet Champions League med FC Porto, men alligevel følte de fleste, at skridtet til selveste Premier League var stort. Blot ikke Mourinho. Med en udtryksløs, tilbagelænet selvsikkerhed indtog Mourinho Chelsea, London og Premier League med følgende legendariske karakteristik. Af sig selv.
- Please don’t call me arrogant. Because what I’m saying is true. I am a European Champion, so I am not one of the Bottle. I think I’m a Special One.
Værsågod! Sikke en entré! Foran Mourinho stod armlægninger med de største managers i engelsk fodbold, Alex Ferguson fra Manchester United, Arsène Wenger fra Arsenal og Rafa Benitez fra Liverpool. Mourinho var ligeglad. Han bøjede ikke nakken. Det måtte de andre gøre. I sin debut for Chelsea blev det 1-0 over dengang så mægtige Manchester United, og herefter så han sig ikke tilbage. Chelsea tabte ÉN kamp ud af 38 i Premier League og vandt med det på det tidspunkt højeste pointtal nogensinde.
Jo, han var arrogant. Men det, han sagde, var sandt. Han var ikke en af de mange. Han var helt speciel.
Tager til Herning for at se Mourinho
Onsdag kommer the Special One til Herning. Godt nok må han på grund af en karantæne ikke sidde på sin faste plads på Fenerbahces udskiftningsbænk. Men for mig er det nok, at han befinder sig på stadion. Måske sætter han sig op på pressepladserne. Med Mourinho ved man aldrig.
Og ligegyldigt hvad, så skal den karismatiske portugiser nok tage rampelyset. Det har en sølle karantæne aldrig afholdt ham fra. Så mit håb er da stadig at få et glimt af ham.
Jo, jo. Noget af glansen er gået af den 62-årige manager. Adresserne er blevet mindre med årene, og han har faktisk ikke vundet et nationalt mesterskab i små 10 år.
Men han har stadig et CV, der blandt de aktive trænere kun matches af Carlo Ancelotti. Mourinho har været i Chelsea, Inter, Real Madrid, Manchester United, Tottenham, Roma og Fenerbahce. Han har vundet 8 nationale mesterskaber og Champions League med FC Porto og Inter. Dertil kommer en række af de mindre trofæer, som han i øvrigt altid har fejret som verdens største triumfer.
Mourinho har aldrig været bleg for at rynke på næsen af de små pokaler. Lige indtil han SELV vandt dem. For så blev de skamløst dyrket med ham selv som det evige centrum. Som da han vandt Liga Cuppen og Europa League med Manchester United i 2017. Eller European Conference League med AS Roma i 2022. Her fejrede han med fem fingre i vejret, fordi han SELV havde vundet fem europæiske titler. I Mourinhos univers tæller kun Mourinhos triumfer.
Hans hold var usårlige
Mange ser José Mourinhos som en form for Mørkets Fyrste, og sandt er det da også, at hans måde at spille på ikke altid har været særlig generøs. Hans hold har primært været bygget op omkring en superstærk defensiv, en nedbrydende kontrol og hårdt spil. At komme bagud 1-0 mod Mourinho var i mange år det samme som at tabe. Så blev modstanderne kvalt.
Mourinhos ultimative magi varede ved i 10 år. I store træk. I hans første Chelsea-år, i Inter og i Real Madrid var hans hold næsten usårlige. Da han kom til Spanien, var problemet blot, at konkurrenterne fra FC Barcelona heller aldrig tabte. På tre sæsoner vandt Mourinhos Real Madrid kun et mesterskab og en Copa del Rey-titel. Nada mas.
Til gengæld var den bitre krig mellem Pep Guardiolas hobitter og Mourinhos orker den mest episke periode i spansk ligahistorie. Man skal også huske på, at da Real Madrid vandt LaLiga i 2011/12, hentede Mourinhos monsterstærke tropper 100 point mål og lavede 121 mål.
Jeg har også selv svært ved ligefrem at holde af José Mourinho. Dertil har jeg alligevel oplevet ham i for mange uværdige situationer. Hans opførsel i Europa League-finalen i 2023 mellem Roma og Sevilla var decideret skandaløs, og jeg glemmer heller aldrig, da han stak en finger i øjet på FC Barcelona assistenttræner Tito Villanova i forbindelse med en konfrontation på sidelinjen i den kamp, der stadig efter alle disse år står tilbage som den mest fantastiske, jeg nogensinde har kommenteret. Super Copa-finalen i 2012 mellem FC Barcelona og Real Madrid. 3-2 til hobitterne.
Mourinho tog dem med storm
Alligevel har jeg et svagt punkt for Mourinho. Han er blandt fodboldhistoriens største trænere, og han er også en charmerende verdensmand. Mit bedste øjeblik med ham var et pressemøde i Odessa nede ved Sortehavet efter, at Manchester United havde besejret Zorya Luhansk i Europa League. Det er otte år siden. Der var en ærefrygt uden lige blandt de ukrainske værter og pressefolk, men Mourinho tog dem alle med storm. Også dem, der ville have selfies og autografer. Selv om den slags normalt ikke er god skik ved et pressemøde.
Derfor håber jeg også, at det er den side af sig selv, José Mourinho viser efter kampen mod FC Midtjylland. Jeg mødte FCM-direktør Claus Steinlein forleden, og som han sagde med forventning i stemmen:
- Vi har planer om at invitere ham på et glas vin efter kampen. Det kunne være stort, hvis han sagde ja.
Det gør Mourinho nok. Hvis han vinder.
The Special One.
