Efter 63 dage alene på Sydpolen er Rasmus hjemme igen: Én ting har han lært

Rasmus Kragh blev i dag modtaget i lufthavnen af venner og familie, efter at han som den første dansker har gennemført en vild ekspedition.

0:28
Rasmus Kraghs mormor, Bibbi Kragh, stod klar med et kram og tårevædede øjne, da Rasmus Kragh i dag landede i Billund Lufthavn.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Familie, venner og bekendte var mødt talstærkt op i ankomsthallen i Billund Lufthavn, da Rasmus Kragh torsdag eftermiddag igen satte sine fødder på dansk jord. 

Den 35-årige eventyrer, der stammer fra Skive, vendte i dag hjem efter, at han som den første dansker har gennemført en ekspedition alene til Sydpolen

Oven på den bedrift, hvor han i 63 dage har været overladt til sit eget selskab, var det svært at finde ordene, da han i dag blev genforenet med sin familie. 

- Det er rørende. Der er mange steps i det her med at komme tilbage og møde mennesker. Mennesker har været noget af det, jeg har savnet mest, siger Rasmus Kragh, da TV MIDTVEST møder ham i lufthavnen mellem kram og dannebrogsflag.

I mængden stod en særligt stolt kvinde, der har ventet utålmodigt på dette øjeblik. Det er Rasmus Kraghs mormor, Bibbi Kragh. 

- Det er dejligt at se ham igen. Det er helt rørende, siger hun til TV MIDTVEST, mens tårerne får frit løb.

Mormor har fulgt med hjemmefra

Rasmus Kraghs ekspedition begyndte 21. november 2024 ved punktet Hercules Inlet på den antarktiske kyst. 1.130 kilometer på ski og 63 dage senere nåede han frem til jordens sydligste punkt natten mellem torsdag og fredag i sidste uge. 

- Det kommer til at tage mig lang tid at forstå og fordøje det selv. Og også fortælle det. Der er så mange lag i den her fortælling, siger han.

0:25
Sådan lød det fra Rasmus Kragh, da han for første gang i 63 dage kunne ane sit mål i horisonten.
Foto: Privatfoto, Rasmus Kragh

Med 110 kilos oppakning på pulk og temperaturer ned til minus 50 grader, har det været en krævende færd gennem den rå og øde antarktiske ørken. 

- Jeg er helt vildt træt. Mentalt er jeg oven på. Fysisk kommer det til at tage noget tid. Jeg kan godt mærke, at min krop har fundet ud af, at den skal restituere nu, siger Rasmus Kragh. 

På den anden side af Jorden har mormor Bibbi Kragh hjemmefra kunnet følge med i ekspeditionen via sit barnebarns Facebookside og GPS-tracking, hvor Rasmus Kragh hyppigt har opdateret med billeder og rejsebeskrivelser. 

Han har set noget tynd ud på nogle billeder, mener mormoren, der i dag var spændt på, at se hvordan han havde det. 

- Jeg synes, jeg så et billede af hans ben på Facebook. Jeg synes, de var så tynde. Han har jo ikke meget at tabe af, siger hun.

Du er i det ukendte

Det er ikke første gang, at familien har siddet hjemme og ventet i spænding, mens Rasmus Kragh har begivet sig ud i ekstreme udfordringer.

I 2019 besteg han som den første dansker verdens højeste bjerg Mount Everest uden brug af kunstig ilt.

0:38
Sådan så det ud, da Rasmus Kragh i sidste uge nåede Sydpolen efter 63 dage på ski.
Foto: Privatfoto, Rasmus Kragh

Alligevel har denne ekspedition været særlig, fortæller den erfarne eventyrer.

- Når man er gået så meget over sin comfortzone og er så fysisk presset, som jeg har været - og det vidste jeg godt, at jeg ville blive - så er du i det ukendte. Det er også noget af det, man lærer. Ikke at være så fastlåst på, hvad man skal have ud af det, men i virkeligheden bare være åben, siger Rasmus Kragh.

Fredag aften gæster Rasmus Kragh TV MIDTVEST's nyhedsudsendelse klokken 19.30. Her kan du høre ham fortælle meget mere om hans vilde oplevelser på Sydpolen.