Løkke vil sløjfe Udrejsecenter Kærshovedgård

Regeringen arbejder på et fælles europæisk udresecenter, der skal placeres i et ikke EU-land. Lars Løkke håber på afskrækkende effekt.

Det tidligere fængsel Kærshovedgård har været udrejsecenter siden 2016.
Det tidligere fængsel Kærshovedgård har været udrejsecenter siden 2016.
Foto: TV MIDTVEST

Danmark er sammen med andre europæiske lande forholdsvist langt i bestræbelserne på at få etableret et fælles udrejsecenter for afviste asylansøgere.

Det afslører statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale Grundlovsdag.

Drøftelserne har stået på uden offentlighedens kendskab siden 2017, men det er endnu ikke besluttet, hvor et fælles udrejsecenter skal placeres.

Formålet er at gøre Danmark mindre attraktivt for asylansøgere og menneskesmuglere. 

- Vi taler helt konkret om projekter, der kan løbe et nyt europæisk asylsystem i gang. Hvor omdrejningspunktet kunne være fælles modtage- eller udsendelsescentre i Europa. Men for at sige det ærligt; i et land som ikke er på migranternes eller menneskesmuglernes liste over foretrukne destinationer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Tyskland, Holland og Østrig er blandt de lande, Danmark samarbejder med om at finde en løsning. Det er derfor ikke her, det fælles udrejsecenter kommer til at ligge, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Vi taler rimeligvis om et land uden for EU, det vil jeg tro, tilføjer han.

Lande som Albanien, Serbien og Makedonien er ikke med i EU, men statsministeren vil ikke sige mere om, hvor det kan være.

Håber på afskrækkende effekt

Rundt om på danske asylcentre sidder mange afviste asylansøgere, som Danmark ikke kan sende hjem, fordi deres hjemlande ikke er klar til at tage imod dem. Det er dem, regeringen nu har planer om at sende til at fælles udrejsecenter.

I september 2017 sad 921 afviste asylansøgere på danske asylcentre. På det tidspunkt havde omkring halvdelen ikke udsigt til at komme hjem. 

- Jeg mener jo ikke, at afviste asylansøgere, som venter på at blive sendt hjem, skal opholde sig i Danmark. Og det vil i sig selv have en ganske stærk forebyggende effekt, hvis asylansøgere ved, at et ophold i Danmark ophører, så snart man får afslag på asyl, siger Lars Løkke Rasmussen.

I Danmark bor afviste asylansøgere på de åbne udrejsecentre Sjælsmark ved Hørsholm eller Kærshovedgård ved Ikast indtil hjemrejsen. 

Ifølge tal fra Kriminalforsorgen koster en afvist asylansøger 1334 kroner om dagen.

Håber på en løsning i år

Lars Løkke Rasmussen fastslår, at der er mange problemstillinger vedrørende både det praktiske, økonomiske og juridiske, men dem er landene, Danmark samarbejder med, i gang med, lyder det. Han betegner sig selv som optimist.

- Baseret på mine drøftelser med andre europæiske ledere – og på den dialog, som er i gang på embedsmandsniveau – så er det min forventning, at vi i løbet af i år vil kunne tage de første skridt. I første omgang et pilotprojekt, som forhåbentlig kan bane vej for et nyt europæisk asylsystem, hvor vi har større kontrol med tingene, end vi har i dag, siger han.

Statsministeren forestiller sig et mellemstatsligt samarbejde, fordi retsforbeholdet holder Danmark ude af et fælles EU-asylsystem. 

Glæde hos Mette Frederiksen

Socialdemokratiet har i sit udlændingeudspil foreslået, at spontane asylansøgere skal sendes til et modtagecenter i eksempelvis Nordafrika. 

Selvom Lars Løkke Rasmussen i første omgang fokuserer på et udrejsecenter, er partiformand Mette Frederiksen godt tilfreds.

- Jeg synes, det lyder rigtig fornuftigt, og det glæder mig, at tråden er taget op fra det, vi har foreslået, siger Mette Frederiksen og tilføjer:

- Vi har mange flygtninge siddende, som ikke skal være her. Og de fylder jo så at sige op for de flygtninge, som egentlig burde have en adkomst til Danmark. For eksempel FN’s kvoteflygtninge.

27:51
For to år siden blev det åbne fængsel Kærshovedgård lavet om til udrejsecenter for afviste asylansøgere. Men er Kærshovedgård den rigtige løsning? Med i Krydsfelt-studiet er denne gang blandt andre udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.