Man kan godt stemme, selv om man er smittet - nu skruer valgstederne op for sikkerheden
Flere kommuner opruster med plastikdragter, sprit og mundbind, efter antallet af coronasmittede er begyndt at stige landet over.
Mens antallet af smittede stiger landet over, rykker kommunalvalget den 16. november tæt på.
Og det skaber bekymring i flere kommuner.
For selv om man er smittet med coronavirus, har man som borger i Danmark ret til at stemme.
- Man kan ikke have coronapas på valgstederne, da man i grundloven har ret til at afgive sin stemme. Så der er ingen, der bliver afvist, siger Kristan Vendelbo, der er administrerende direktør i Kommunernes Landsforening (KL).
Derfor er mange kommuner landet over ved at ruste op på tryghed ved valgstederne.
Taskforce i plastikdragter står klar
Det sker for eksempel i Aarhus, hvor der ved siden af stemmeboksene på valgcentralens lager nu også er papkasser fulde af blå plasticdragter, handsker, visir og mundbind.
- Selv om man er smittet, har man stadig mulighed for at komme og stemme på sit valgsted, siger Andreas Norman Kristensen, der er projektchef på valgsekretariatet i Aarhus Kommune, til TV 2 Østjylland.
- Vi har en taskforce med sundhedspersonale, som vi kan sende ud. Men kommer man uanmeldt på valgstedet, så har vi mulighed for at iklæde vores medarbejdere det her (coronasikre dragter, red.), så vi minimerer risikoen for smitte, forklarer han.
Afgørende er det, at møder man op som smittet, skal man ikke gå ind på valgstedet.
I stedet skal man se efter et skilt med et telefonnummer, som man kan ringe til, og derefter vente på, at der kommer en medarbejder ud, der er pakket ind i værnemidler og enten kan pakke den smittede ind i tilsvarende værnemidler eller tage en vognstemme, som hvis man var i bil og dårligt gående.
Smitten stiger frem mod valgdagen
Og det kan ske, at flere borgere får brug for det. For mens kommunerne tæller ned til valgdagen, vokser kurven over coronasmittede i Danmark.
Med over 2500 nye smittede torsdag og 2251 nye smittede fredag har vi to dage i træk nået nogle af de højeste antal nye smittede i 2021.
Over 260 personer er nu indlagt, hvoraf 35 er på intensivafdelinger, og 18 er i respirator.
Brevstem, hvis du kan
Hvis man allerede ved, at man er smittet med coronavirus - eller er man udsat og bange for at blive det - kan man brevstemme nu og frem til fredag 12. november klokken 16.00.
Og mange steder er det lettere, end det plejer at være, for at undgå de lange køer og mange mennesker samlet på et sted på selve valgdagen.
I Fredensborg kan man for eksempel stemme i en valgbus, der kører rundt i kommunen og opsøger steder, hvor borgerne er i forvejen.
Derudover er man her og andre steder i landet ved at skaffe værnemidler og masser af håndsprit, ekstra kuglepenne og plexiglas.
Derfor opfordrer Kommunernes Landsforening til, at man afgiver sin stemme. Selv hvis man ikke når at brevstemme.
- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at gøre det så sikkert som muligt at afgive sin stemme, siger KL's administrerende direktør Kristan Vendelbo.