Nyt uheld rammer Ikast-spiller: - Alle er dybt berørte af situationen

For elleve måneder siden rev Olivia Nygaard korsbåndet over.

Bare få dage efter sit comeback til håndboldbanen er Olivia Nygaard blevet ramt af det, der nok bedst kan betegnes som sort uheld.

Efter at have kæmpet i lang tid med at komme tilbage fra en korsbåndsskade slog hun igen knæet i Ikast Håndbolds kamp mod Sønderjyske onsdag.

Undersøgelser har vist, at der er tale om en ny korsbåndsskade. Det skriver Ikast på klubbens hjemmeside.

- Alle er dybt berørte af situationen. Vi er med Olivia hele vejen tilbage på håndboldbanen og står bag hende.

- Det kommer til at tage den tid, det tager. Det vigtigste i situationen lige nu er, at vi hjælper Olivia på bedst mulig vis, siger direktør Daniel Grønhøj.

Fik debut og comeback mod Skanderborg

Olivia Nygaard har været igennem en længere genoptræningsperiode, siden hun i marts blev korsbåndsskadet under opvarmningen inden en kamp for sin daværende klub Storhamar.

Derfor er det også kort tid siden, hun overhovedet fik debut for Ikast.

Det skete i holdets ligakamp mod Skanderborg tidligere på måneden.

Ikast oplyser ikke, hvor længe den 23-årige målvogter forventes ude i denne omgang.