Partier vil have statsministeren på banen: - Vi forstår ikke, hvad Mette Frederiksen gemmer på
Både oppositionen og et støtteparti efterlyser klare svar fra statsministeren. Flere partier frygter, at statsministeren har modarbejdet kommission.
Statsminister Mette Frederiksen befinder sig i øjeblikket i øjet af en politisk orkan.
Nogle af hendes største kritikere beskylder hende for at have aflivet den danske minkbranche stik imod loven for derefter at slette sms-korrespondancer, der kan belaste hende.
Og herefter er hun gået i flyverskjul, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
Han ser en risiko for, at statsministeren ikke stoppede med automatisk at slette sine sms'er, selv efter at Minkkommissionen bad hende om det.
- Hvis det er rigtigt, har man modarbejdet den undersøgelse, som Folketinget på danskernes vegne har igangsat, siger Kristian Thulesen Dahl.
Det vil ifølge ham være "katastrofalt".
- Så har de allerøverste personer i vores land forsøgt at undgå at levere bevismateriale til en undersøgelse, der kan belaste dem selv. Det gør man nok ikke, hvis man har rent mel i posen, siger Kristian Thulesen Dahl.
Kritikken kommer i kølvandet på nyheden om, at statsminister Mette Frederiksen (S), hendes departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape alle har sat deres telefoner til automatisk at slette sms’er efter 30 dage.
Thulesen Dahl mangler svar på, hvem der har rådet statsministeren til automatisk at slette sms’er. Han mangler svar på, hvornår sletningen af sms’er blev sat i gang. Og han vil vide, hvorfor man i Statsministeriet sletter alle sms’er, når man ikke gør det i eksempelvis Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet.
En dårlig undskyldning
En anden, der også kommer med en direkte opfordring til Mette Frederiksen om at svare på en række spørgsmål, er Morten Dahlin (V), som er formand for Folketingets Retsudvalg.
- Vi forstår ikke, hvad Mette Frederiksen gemmer på, så derfor må hun se danskerne i øjnene, lægge alt frem og svare på alle spørgsmål, siger Morten Dahlin.
Ligesom Kristian Thulesen Dahl mener han, at der i øjeblikket mangler svar på helt basale spørgsmål om, hvornår, hvorfor og hvordan der blev truffet beslutning om at slette sms'er automatisk efter 30 dage.
- Ikke nok med at Mette Frederiksen har slettet sms’erne. Det virker også til, at hun modarbejder kommissionen. For når kommissionen beder statsministeren om at sikre al kommunikation, herunder sms’er, så tyder noget på, at sletningerne er fortsat, siger han.
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere sagt til TV 2, at hun internt i Statsministeriet var blevet rådgivet til at indstille sin telefon til automatisk at slette alle sms'er efter 30 dage.
- Den rådgivning, jeg har fået som landets statsminister, er, at det blandt andet af sikkerhedshensyn er fornuftigt med en automatisk sletning af sms-beskeder, har statsministeren sagt.
Den forklaring giver Morten Dahlin imidlertid ikke meget for.
- Hvis det var vigtigt for statens sikkerhed, at der blev slettet sms’er, så havde landets justitsminister, der har ansvar for politiet og Politiets Efterretningstjeneste, samt forsvarsministeren nok også gjort det. Det er en dårlig undskyldning, siger han.
Lade sig kigge efter i kortene
Også hos blandt Mette Frederiksens støttepartier ser man med alvor på sagen.
For Samira Nawa, retsordfører hos Radikale Venstre, mener heller ikke, man burde have slettet sms’er automatisk.
De fire personer, der har indstillet deres sms'er til automatisk at blive slettet, befinder sig alle i Statsministeriets top:
- Det er ikke nogen god idé automatisk og systematisk at slette skriftligt materiale. Sms’er er at sidestille med mailudveksling og notater, og hvis man har beholdt den praksis, efter at Minkkommissionen har indskærpet, at man skulle gemme alt, ser det enormt mystisk ud, siger Samira Nawa:
- Man skal som regering lade sig kigge efter i kortene.
TV 2 har forsøgt at få Statsministeriet til at svare på, hvornår og af hvem statsministerens telefon blev indstillet til automatisk at slette sms'er. Derudover har TV 2 forelagt kritikken fra partierne for Statsministeriet. Statsministeriet er ikke vendt tilbage på henvendelsen.