De sidste millioner er fundet: Nu bliver Nationalparkcenter Thy til virkelighed
Med tre millioner fra Augustinus Fonden er der rejst de nødvendige 32 millioner, så Danmarks første nationalparkcenter, Nationalparkcenter Thy, kan blive en realitet.
Folkene bag Danmarks første nationalparkcenter; Nationalparkcenter Thy, har nu fundet den minimumsfinansiering på omkring 32 millioner kroner der skal til, for at gennemføre projektet. De sidste tre millioner kroner er kommet fra en bevilling fra Augustinus Fonden, men mange andre har også bidraget.
Thisted Kommune, A. P. Møller Fonden, Realdania, Nordea-fonden, Augustinus Fonden og William Demant Fonden, samt en indsamling gennemført af Støtteforeningen Nationalpark Thy med bidrag fra 240 virksomheder, foreninger og privatpersoner, har medvirket til at nationalparkcentret nu bliver til virkelighed.
– Det er fantastisk nu at være nået så langt. Det er et langt og sejt træk at etablere noget i denne størrelse. Men vi er lykkedes med den proces, der blev sat i gang af nationalparkens allerførste bestyrelse: Først at blive enige om en placering, dernæst få plangrundlaget på plads, herefter finde de fleste af midlerne til projektet hos nogle, der kunne se sig selv i projektet. Først herefter blev bygningen tegnet. Og nu er så de sidste midler på plads til realiseringen, siger Torben Juul-Olsen, bestyrelsesformand i Nationalpark Thy til Limfjord Update.
Han glæder sig nu til at få spaden i jorden og for alvor kommer i gang.
Indgang fra byen og udgang til naturen
Nationalparkcentret bliver en væsentlig trædesten til naturen og til oplevelser og fortællinger i Danmarks største vildmark. Centeret skal fungere som en form for hovedindgang til nationalparken for de mange, der ikke er vante med at færdes i naturen.
Placeringen ved landingspladsen i Nr. Vorupør er valgt, fordi her netop er mulighed for både at have en indgang fra byen, der er Thys naturlige turistcentrum, og en udgang til den vilde og storslåede natur umiddelbart nord for byen.
Nationalparkcentret bliver passet ind i nationalparkens vilde natur ved at blive bygget ind i en klit. Indeni møder den besøgende et stort formidlingsrum, hvor landskabets store skala gøres håndgribeligt samtidig med, at der er mulighed for at opdage nogle af de detaljer, som ligger gemt i helheden om eksempelvis klitheden og sandflugt.
Det er planen, at det første spadestik bliver taget i januar 2020, og at nationalparkcenteret kan åbne i foråret 2021.