Stort vindmølleprojekt forhales: - Jeg tror, der er nogen, der føler sig snydt
Borgmesteren i Thisted Kommune er ærgerlig over, at et stort havvindmølleprojekt muligvis skrottes. Han tror dog, at projektet nøjes med at blive forsinket.
Planen var, at mindst 30 havvindmøller med en samlet kapacitet på 450 megawatt skulle sættes op i Vigsø Bugt nordøst for Hanstholm Havn. Men nu sætter EU-retten en forløbig stopper for projektet.
- Det synes jeg jo er rigtig ærgerligt. Vi sætter den grønne omstilling på standby - og derudover så kommer der til at gå længere tid, inden der kommer noget strøm indover havnekajen, vi kan bruge til noget andet. Så det betyder kort sagt mindre aktivitet på havnen, lyder det fra borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V).
Han mener, at EU-retten forhaler projektet.
- Jeg tror, der er nogen, der føler sig snydt. Projektet er jo blevet forhalet nu, hvor aktørene står klar.
Nye ansøgninger sat i bero
Energistyrelsen har sat behandlingen af nye ansøgninger efter den såkaldte åben dør-ordning i bero, indtil det er afklaret, om ordningen er i strid med EU-retten. Tilladelsen til projektet i Vigsø Bugt skulle netop gives efter åben dør-ordningen, og med Energistyrelsens udmelding risikerer projektet at gå i dvale.
- Det er en mærkelig proces. Den forretning, havnen skulle have haft på projektet, er selvfølgelig blevet udskudt nu, men jeg tror på, det bliver til virkelighed på et tidspunkt, siger han og tilføjer:
- På lang sigt har det ingen konsekvenser, at projektet er forhalet. Men jeg er ærgerlig over, at der ikke kommer mere gang i tingene. Det er fodslæbende, synes jeg, siger han.
Hanstholm Havn har tidligere meldt ud, at man fremover vil satse på at etablere såkaldte Power-to-X-anlæg på havnen. Det er anlæg, som for eksempel kan omdanne strøm fra vindmøller til brint.
Til sådan et anlæg er det nødvendigt at have en masse strøm i nærheden for at kunne producere brint. Det skulle havvindmøllerne have sørget for.