Forsker: Der skal lig på bordet før sygeplejerskerne får mere i løn

Sygeplejerskerne nedlagde arbejdet i en time for sidste gang onsdag morgen. Arbejdsmarkedsforsker vurderer ikke, at flere arbejdsnedlæggelser får stor effekt.

4:01
I morges nåede de seneste måneders ulovlige strejker til sygehusene her i landsdelen, da sygeplejersker i både Herning og Holstebro stoppede arbejdet i en time.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Sygeplejerskerne strejkede for sidste gang onsdag morgen i tidsrummet mellem klokken 7.45 og klokken 8.45 på Aarhus Universitetshospital.

Det gjorde de sammen med ti andre hospitaler og andre faggrupper, herunder læger, sekretærer og bioanalytikere, for at sætte fokus på mangel på sygeplejersker og for at råbe politikerne op.

Men ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen, skal der ske noget drastisk, før der sker et gennembrud med strejkerne.

- Vi skal have lig på bordet, før der sker noget i sundhedssystemet. Jeg tror ikke, de vil røre det med en ildtang lige nu, siger Henning Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg mener bestemt ikke, at sygeplejerskerne kan siges at være magtfulde. Det er afmagt, at de ikke får noget ud af ti ugers strejker.

Sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Mette Bak Pedersen stod klar sammen med sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital ved onsdagens strejke.
Sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Mette Bak Pedersen stod klar sammen med sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital ved onsdagens strejke.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Kræver handling nu

Selvom onsdagens strejke er den sidste for denne omgang, er det dog ikke udtryk for, at sygeplejerskerne har givet op, lyder det fra Mette Bak Pedersen.

- Det er snarere udtryk for, at politikerne lige skal have en tænkepause og have sat nogle tiltag i gang for at afhjælpe den her enormt store mangel på sygeplejersker, der er i Danmark, siger Mette Bak Pedersen.

Som det er nu, er der 4700 ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet, og det kan mærkes på hospitalernes afdelinger blandt både sygeplejersker og patienter.

- Patientsikkerheden lider enormt meget på grund af mange utilsigtede hændelser, og det skal vi have gjort noget ved, siger Mette Bak Pedersen.

Politikernes tænkepause må dog ikke vare for længe – og slet ikke til næste overenskomstforhandling. Der skal ske noget nu, lyder det fra sygeplejerskerne.

Derfor mener Mette Bak Pedersen, at strejken er nødvendig for både sygeplejersker og patienter for netop at sikre dem den bedste behandling.

Men hvis der ikke kommer noget ud af arbejdsnedlæggelserne, hvad nytter det så at blive ved?

- Det skal der gøre. Der skal ske noget meget snart, siger Mette Bak Pedersen.

Som at flytte en kirkegård

Arbejdsmarkedsforskeren vurderer imidlertid ikke, at sygeplejerskerne opnår den ønskede effekt, såfremt de fortsætter med arbejdsnedlæggelserne. 

- De her aktioner ligner milde strejker. Det har vi set før. Det tror jeg ikke, der kommer til at ske meget ved. Jeg tror, de dør ud. Det bliver dyrere og dyrere, og effekten bliver ikke stor.

- Det bliver lige så svært, som at flytte en kirkegård. De skal ikke forvente meget hjælp indefra, og der er ingen andre, der rigtig vil hjælpe dem. Så jeg tror ikke, man får ændret noget, siger Henning Jørgensen.