Nu begynder ankesagen om ulvedrabet: Var det en ulv eller en hybrid?
Når sagen om ulvedrabet ved Ulfborg i dag skal for landsretten i Viborg, bliver omdrejningspunktet, om der er tale om en ulv eller en såkaldt hybrid.
For et år siden blev 67-årige Mourits Troldtoft kendt skyldig i at have skudt og dræbt en hunulv på mark ved Ulfborg, og nu skal han igen for retten.
Afgørelsen i byretten blev nemlig anket af både anklagemyndigheden og den 67-åriges forsvarer, og efter udsættelse af sagen tidligere på året begynder den nu i dag i Vestre Landsret i Viborg.
Det store tema i sagen bliver, om det var en ulv eller en hybrid, en blanding mellem en ulv og en hund, der blev skudt sidste år.
- Der er kommet supplerende oplysninger, som kommer frem under sagen. Vi er ikke helt tilfredse med det, vi har fået, og den nærmere baggrund for det kommer vi selvfølgelig til, siger Jan Schneider, forsvarsadvokat for MouritsTroldtoft.
- Noget af det, der er blevet gennemført, er udmærket, men der var nogle yderligere muligheder for at teste, som vi mener, burde have været, benyttet, lyder det.
Er undersøgt til bunds
Det er anklagemyndigheden, der har fået lavet nye undersøgelser. Blandt andet en DNA-analyse fra Universitetet Senckenberg i Tyskland, som viste, at der ikke var tale om en hybrid.
Ifølge anklagemyndigheden er der ikke mere at undersøge i den forbindelse.
- Efter anklagemyndighedens opfattelse er det undersøgt til bunds. Før sommerferien fik vi en supplerende undersøgelse, som indikerer, at det er en ulv.
- Det er politiet, der efterforsker sager og tilvejebringer beviser. I denne her sag har vi lyttet til forsvaret. Vi udsatte sagen og indhentede en supplerende undersøgelse fra Tyskland, siger Ulrik Panduro, specialanklager for Statsadvokaten.
Den første sag af sin art
Mourits Troldtoft fik 40 dages betinget fængsel for et år siden. Nu går forsvarsadvokaten efter en frifindelse, mens anklagemyndigheden omvendt har krævet straffen skærpet.
Sagen er den første af sin art i Danmark, og derfor er det vigtigt, at den også bliver prøvet i landsretten, lyder det fra anklageren.
- Det er det rigtigste også at få landsrettens ord for, hvad strafniveauet er, fordi det er den første af sin art, og vi har ingen domspraksis for overtrædelse af habitatdirektivet i Danmark, siger Ulrik Panduro.
Forsvareren er enig.
- Det er væsentligt, at enhver sten bliver vendt. Djævlen ligger som regel i detaljen, og det er vigtigt at få dem alle frem, siger Jan Schneider.
Trusler til alle
Forsvareren til 67-årige Mourits Troldtoft fortæller, at sagen har været en stor belastning for hans klient.
- Han har modtaget trusler, og folk har fået tilhold for at opsøge ham på grund af truende adfærd. Jeg har fået trulser i denne her sag, og det har anklagemyndigheden også.
- Debatten er kørt fuldstændig af sporet, fordi det handler om at være for og imod ulven, og det er ikke det, det handler om, siger Jan Schneider.
I dag bliver dommen læst op i landsretten, og efterfølgende bliver sagen forelagt og dokumentere. Desuden skal fire vidner afhøres.
Vestre Landsret ventes at fælde dom på onsdag.