Initiativtager til ulvefri-forening: Begejstret for fremmøde
Initiativtageren til en forening, der vil kæmpe mod ulve i Danmark, var begejstret for fremmødet ved mandagens generalforsamling i Ørnhøj.
En ny forening har set dagens lys. Foreningen Ulvefrit Danmark hedder den. Mandag aften mødtes et par hundrede mennesker til stiftende generalforsamling i Ørnhøj.
- Det er helt vildt godt. Jeg fik idéen til den her forening, fordi jeg simpelthen ikke tror på, at ulve ikke angriber mennesker, siger initiativtager Lis Rytter til TV MIDTVEST.
- Jeg er nervøs, fordi der faktisk har været ret mange ulveangreb på mennesker globalt, viser historien, uddyber hun.
Deltager: Forsøgte at jage ulv væk med ringeklokke
Én af deltagerne er Annette McWhan fra Ørnhøj. Hun mødte for nylig selv, hvad hun betegner som en ulv. Og den ville ikke sådan lige forsvinde.
- For cirka to uger siden cirka to kilometer fra mit hjem på en stubbemark kom en ulv luntende ned imod mig. Jeg blev lidt nervøs, for den kom ret stærkt, og det er et stort rovdyr. Hvad kan man gøre, hvis den er sulten? Så jeg begyndte at ringe med min ringeklokke, så vendte den så om, men stod og kiggede på mig. Men det gør mig nervøs, at de ikke er mere sky, for det oplever jeg ikke, at de er, forklarer hun.
Peter Sunde, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, afviser, at de ulve, der er i Vesteuropa, er interesserede i mennesker.