Tre midt- og vestjyske kommuner er vanskeligt stillede - nu får de millioner
De tre kommuner får tilsammen 41 millioner kroner.
Lemvig, Morsø og Vesthimmerland får næste år lidt nemmere ved at få økonomien til at hænge sammen.
De tre midt- og vestjyske kommuner har sammen med 14 andre fået tilsagn om, at de får del i en pulje på 360,4 millioner kroner.
Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet kan Lemvig Kommune dermed se frem til 12 millioner kroners tilskud i 2022. For Morsø og Vesthimmerland Kommune får man henholdsvis 16 og 13 millioner kroner.
- Vi skal sikre sammenhæng og balance i det kommunale Danmark, så alle kommuner har nogenlunde lige muligheder for at løse deres opgaver, lyder det fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i pressemeddelelsen.
Ved fordelingen af pengene har ministeriet prioriteret at yde tilskud til de kommuner, hvor udfordringerne er flest og størst, står der i pressemeddelelsen.
Mere specifikt drejer det sig om demografiske og socioøkonomiske udfordringer, aktuelle økonomiske udfordringer og vedvarende økonomiske udfordringer.
Kommuner beder om lån
Foruden del i en pulje har flere midt- og vestjyske kommuner også bedt staten om et lån.
Eksempelvis har Holstebro Kommune fået lovning på et lån på 19 millioner kroner fra en lånepulje for 2022.
Også Lemvig, Morsø og Vesthimmerland har søgt om et lån i den 200 millioner kroner store pulje. De får henholdsvis 5, 13 og 12 millioner kroner.
- Regeringen rækker nu særligt ud til de kommuner, hvor der er mange udfordringer på én gang, eftersom særtilskud kan være med til at holde hånden under en udfordret økonomi, siger ministeren i pressemeddelelsen.
I alt 49 kommuner har søgt om tilskud.