2000 samlet til brændertræf i Karup - flere bøder til bilister

Hele dagen bliver der brændt dæk af på et afgrænset område ved Flyvestation Karup. Træffet har kastet flere sager af sig.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

6-700 biler og 2000 bilister fra hele landet har traditionen tro hele dagen været samlet for at brænde dæk af på Kristi Himmelfartsdag.

Det er flyvestationen i Karup, der hvert år lægger asfalt og rullefelter til brænderfesten, som bliver arrangeret med grønt lys fra politiet.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, oplyser, at de er talstærkt til stede på det afgrænsede område.

- Ind til videre forløber det stille og roligt, men det har kastet et par sager af sig – en på kap- og væddekørsel og så er en bil blevet beslaglagt, fordi der var fiflet med motorstyringen, fortæller vagtchefen, som først har det fulde overblik over antallet af sager, når træffet slutter hen på aftenen.

Efterfest vest på 

Træffet foregår fra klokken 11 til 21, men festen har tradition for at rykke et andet sted hen efterfølgende. Noget politiet også holder øje med i år.

- Vi ved ikke, om det flytter sig til andre steder, men de har tradition for at rykke vest på til blandt andet Spjald og Ørnhøj. Det er vi selvfølgelig opmærksomme på, siger Jens Claumarch.

I 2021 var brænderfesten aflyst på grund af corona, men rykkede i stedet til Ørnhøj, hvor det endte med 25 sigtelser for blandt andet larm og spirituskørsel.

Sidste år foregik efterfesten også i Ørnhøj, hvor politiet på et tidspunkt vurderede, at den var ved at løbe løbsk. Der blev skudt med kanonslag, og politiets hundepatruljer blev kaldt ud.

Ifølge vagtchefen fejrer brændertræffet i år 25 års jubilæum.